Thorning advarer mod hård debat-tone på internettet
Foto: Henning Bagger/ Scanpix /Scanpix
Henning Bagger/ Scanpix /Scanpix
Sociale medier som Facebook og Twitter har skabt nye og langt bedre muligheder for at udbrede den offentlige debat.
Men den nye debatform har også en demokratisk bagside med latterliggørelse, trusler og mobning, advarer statsminister Helle Thorning- Schmidt (S) i sin grundlovstale.
- De nye medier har rykket vores demokrati til et nyt niveau. Men tiden er også kommet til, at vi stiller nye krav til os selv om, hvordan vi bruger de nye muligheder.
- Der er grund til, at vi spørger os selv, om vi er tilfredse med den form for samtale, der findes mange steder på de nye medier.
- Mennesker bliver latterliggjort for deres synspunkter. Mennesker bliver truet med det ene og det andet. Tonen kan til tider være så hård, at selve formålet med at udveksle holdninger forsvinder. Og det eneste, som står tilbage, er et forsøg på at nedgøre andre mennesker, siger Thorning.
Statsministeren understreger, at hun ikke ønsker at vedtage "fælles spilleregler" for brugen af de nye medier. Men hun opfordrer medier og mennesker til at huske på ansvaret for at bruge demokratiet på en respektfuld måde.
- Jeg er bekymret for, at vi som nation vænner os til, at jo mere hadefuldt vi taler om hinanden, jo større gennemslagskraft får det. Jeg er bekymret for, at vi glemmer den nødvendige respekt for det modsatte synspunkt. Og for andre mennesker, uddyber hun.
Der er ingen store nye politiske udmeldinger i grundlovstalen, som Thorning i høj grad bruger til at hylde det samarbejdende folkestyre, hvor man er villig til at gå på kompromis for at lave politiske aftaler.
- Folketingets partier har gennem det seneste år løftet et stort og fælles ansvar for Danmark. Det vil jeg gerne takke for, siger Thorning og fortsætter:
- I det nuværende Folketing har alle partier valgt at søge indflydelse. Det er folkestyre, når det er bedst. Men det betyder også, at ingen partier får deres vilje 100 procent eller får alt det, de gik til valg på, gennemført én til én.
- Bundlinjen er, at partierne i Folketinget i dag har taget ansvar for beslutninger, som de tidligere var imod, siger statsministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned