Thorning: Dansk økonomi er for alvor på vej frem
Mens Danmark i fem år har været præget af økonomisk krise, så ser både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), nu afgørende tegn på, at økonomien vender.
Udtalelserne i Folketingets spørgetime falder, efter nye tal fra Danmarks Statistik har vist, at bruttonationalproduktet (BNP) voksede 0,4 procent i årets tredje kvartal. Samtidig steg beskæftigelsen med 11.400 personer i tredje kvartal.
- Vi har nu igennem noget tid set tegn på et stemningsskifte. Vores virksomheder er mere optimistiske. Eksporten vokser pænt. Boligmarkedet er langsomt ved at tø op, og danskerne er ved at genvinde troen på fremtiden, siger Thorning og tilføjer:
- Danmark er tilbage på sporet.
Hun understreger dog, at tallene fra Danmarks Statistik kan ændre sig.
- Men der er en tendens til fremgang. Arbejdsløsheden er faldet over de seneste år. Beskæftigelsen er steget. Der er nu 20.000 flere mennesker i arbejde i forhold til for et halvt år siden, siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun påpeger dog, at det private forbrug endnu ikke er steget. Ifølge de seneste tal er danskernes indkøb faktisk faldet 0,1 procent.
- Der er stadig usikkerhed, men dansk økonomi er tilbage på sporet.
- Vores finanslov er et signal til omverdenen om, at dansk økonomi for alvor er på vej tilbage, siger Helle Thorning-Schmidt.
Samme melding kommer fra Lars Løkke Rasmussen. Han lægger dog vægt på, at regeringens økonomiske politik bygger videre på de spor, som blev lagt ud, da han var statsminister:
- Jeg deler statsministerens analyse af dansk økonomi. Men det er vigtigt at understrege, at regeringens økonomiske politik bygger videre på VK-regeringens, som det også fremgår af regeringsgrundlaget, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han lægger blandt andet vægt på, at den røde regering har valgt at overtage den blå regerings reformer af dagpenge og efterløn.
S-R-SF-regeringen har opsigtvækkende skrevet i deres eget regeringsgrundlag fra 2011, at "udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand".
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde