Thorning: En trist dag for demokratiet

- Det er en trist dag for demokratiet, når en minister er blevet fyret, fordi hun ikke kunne følge landets love.

Sådan lyder meldingen fra Socialdemokratiets leder, Helle Thorning Schmidt, efter Birthe Rønn Hornbech er blevet fyret som integrations- og kirkeminister tirsdag.

- Jeg undrer mig over, at statsministeren har så svært ved at sige, at det er derfor, og at han i stedet blot konstaterer, at det er en irriterende sag - det er mere end det - det er en principiel sag, siger Helle Thorning Schmidt.

Hun påpeger, at statsministeren tog den rigtige beslutning ved at fyre Birthe Rønn efter flere års fejlbehandling af statsløses ret til statsborgerskab.

- Det var klart den rigtige beslutning, Lars Løkke kunne hellere ikke gøre andet, efter han fik præsenteret redegørelsen fra Integrationsministeriet, siger hun.

Statsministeren vil igangsætte en uvildig undersøgelse af hele forløbet helt tilbage til 1999, hvor nuværende overborgmester i København Frank Jensen (S) var justitsminister. Den socialdemokratiske leder håber, at Folketinget får indflydelse på undersøgelsen.

- Jeg håber, at Folketinget bliver inddraget i indholdet af undersøgelsen, altså at vi får indflydelse på, at den ikke kun skal vedrøre Integrationsministeriet. Der kan også være afstikkere i Statsministeriet.

- Desuden er det vigtigt, at dem der bliver afhørt i sagen, gør det under vidneansvar, fastslår hun.

Om Rønn-sagen og tirsdagens ministerrokade vil påvirke Socialdemokratiets chance for at vinde et kommende valg, vil Helle Thorning ikke komme nærmere ind på.

- Det skal jeg ikke kunne sige noget om, folk gør jo deres tanker. Men jeg synes, at hele sagen vidner om en arrogant regering, understreger hun.

/ritzau/

Helle Thorning understreger, at det er en trist dag for demokratiet, når en minister fyres for at bryde loven.

Offentliggjort Sidst opdateret