Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil ikke kommentere, at finansminister Bjarne Corydon (S) som hendes kampagnechef i valgkampen i september forgæves prøvede at påvirke Skat København til at dementere et forkert rygte om hende.
Helle Thorning-Schmidt henviser til Bjarne Corydon.
- Jeg har ingen kommentar til det, fordi finansministeren selv har kommenteret det og gjort det så udmærket, siger hun.
Skat København undersøgte hendes skatteforhold, og om hendes ægtefælle, Stephen Kinnock, var skattepligtig i Danmark eller Schweiz, hvor han arbejder. Ægteparret blev fuldt frifundet af Skat København, som fastslog, at Stephen Kinnock skal betale skat i Schweiz.
I valgkampen lækkede dagbladet B.T. Skat Københavns afgørelse af sagen. Københavns Politi har efterforsket lækagen, der nu indgår i det udkast til kommissorium for den Skattesagskommission, som justitsminister Morten Bødskov (S) onsdag præsenterede.
Onsdag oplyste Bjarne Corydon i en mail til Ekstra Bladet, at han kontaktede Skat København efter samråd med Helle Thorning-Schmidts revisor, Frode Holm.
- I forlængelse af lækagen modtog Socialdemokraterne en mediehenvendelse om endnu et ubekræftet og udokumenteret forlydende om sagen. I den forbindelse rettede jeg efter samråd med Helle Thorning-Schmidts revisor, Frode Holm, direkte henvendelse til Skat København, skriver Bjarne Corydon.
Spørgsmål: - Han var din kampagnechef på det tidspunkt. Er det ikke upassende i en valgkamp?
- Jeg synes, at han har svaret rigtig godt for sig. Jeg vil egentlig henvise til finansministeren, siger Helle Thorning-Schmidt.
Ligesom Helle Thorning-Schmidt vil justitsminister Morten Bødskov (S) ikke kommentere Bjarne Corydons forsøg på at påvirke på Skat København.
- Det har jeg ingen kommentarer til, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned