Thorning: For tidligt at beslutte sig om bankunion
Det er en god idé med en fælles bankunion og et fælles banktilsyn i EU, mener statsministeren.
Men om Danmark skal tilslutte sig er fortsat et uafklaret spørgsmål, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på sit ugentlige pressemøde.
- Vi bakker op om, at man får en styrket euro, og at banktilsynet bliver stærkere i hele Europa. Det har vi en klar interesse i. Så det bakker vi op om, og det har vi også sagt til vores EU-partnere.
- Men jeg vil også gerne understrege, at vi ikke har taget stilling til, om Danmark selv skal deltage. Det er simpelthen for tidligt at tage beslutning om det, siger Thorning.
Statsministeren deltager torsdag og fredag i et EU-topmøde i Bruxelles, hvor det økonomiske samarbejde i EU står øverst på dagsordenen.
Allerede dagen inden topmødet er det dog forhåbningen, at EU's økonomi- og finansministre kan opnå enighed om et fælleseuropæisk banktilsyn.
Det nye banktilsyn skal efter planen være en del af Den Europæiske Centralbank (ECB), hvor kun eurolandene er med. Den model har i månedsvis splittet EU-landene og skabt strid om rettigheder og forpligtelser for de ikke-eurolande, som måtte vælge at gå med i det styrkede banksamarbejde. Frygten hos lande som Sverige og Danmark har været, at eurolandene vil få større indflydelse end ikke-eurolande.
Hvis økonomi- og finansministrene ikke bliver enige onsdag, sparkes bolden videre til stats- og regeringscheferne på topmødet. Men statsministeren ser positivt på muligheden for en aftale.
- Jeg synes, der tegner sig en fornuftig løsning for ikke-eurolande, når der skal stemmes i de besluttende organer i det her fælles banktilsyn, siger Thorning.
Hvis EU-topmødet ender med en aftale, vil regeringen efterfølgende tage stilling til en eventuel dansk deltagelse
- Det kan vi først gøre, når vi har det samlede forslag til en bankunion. Så vil vi sætte os stille og roligt ned og diskutere og analysere fordele og ulemper ved dansk deltagelse og på den baggrund træffe vores afgørelse, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned