Thorning før topmøde: Vi skal skabe flere job til unge

Foto: Claus Bech /Scanpix

Der er særligt én ting, der er på dagsorden, når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) torsdag mødes med sine 26 kolleger på EU's forårstopmøde i Bruxelles:

Offentliggjort Sidst opdateret

Hun har fokus på at skabe job så hurtigt som muligt.

På et pressemøde forud for topmødet opfordrer hun EU's institutioner til at sætte tempo på arbejdet med at skabe vækst og beskæftigelse.

- På europæisk plan er det vores opgave at sikre, at vi får større vækst og beskæftigelse. Den plan skal vi gennemføre så hurtigt som muligt. Det skylder vi europæerne, ikke mindst de unge.

- Vi ønsker et hurtigere tempo i forhold til EU-Kommissionens arbejdspakke. Vi skal have tempo på og komme hurtigt igennem de ting, vi selv har været med til at beslutte, siger Helle Thorning-Schmidt.

Statsministeren har fokus på særligt de unge, der risikerer et helt liv udenfor arbejdsmarkedet.

- Det, der gør indtryk på mig, er, at vi er ved at tabe en hel generation på gulvet. Det er alarmerende tal, vi ser i forhold til ungdomsarbejdsløsheden, siger Helle Thorning-Schmidt.

I EU er især de kriseramte eurolande Grækenland og Spanien ramt af, at unge ikke kan finde et job. Her er det mere end hver anden ung, der ikke kan få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Tal fra Eurostat viser, at der er en historisk ungdomsarbejdsløshed i EU. Ledigheden sætter rekord med 26,2 millioner arbejdsløse i de 27 EU-lande tilsammen. Dermed står næsten hver fjerde af de unge under 25 år uden et job.

Det fik formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, til tidligere på ugen at lufte samme bekymring som Helle Thorning-Schmidt.

Han fremhævede, at de unge er de virkelige ofre for den økonomiske krise.

Fokus på forårstopmødet er, hvordan EU får gang i væksten og beskæftigelsen. Mødet er et fast stop på vejen i det såkaldte europæiske semester, der er et årligt kalenderbundet forløb.

/ritzau/