Thorning forstår danskernes syn på børnechecken
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har stor forståelse for, at danskerne gerne vil bevare velfærdssamfundet.
Det er Thornings svar til en ny måling i Jyllands-Posten fredag, som viser, at et flertal af danskerne ønsker at bevare VK-regeringens optjeningsprincip for børnecheck til udenlandske EU-borgere, og at et flertal ligeledes ønsker, at regeringen kører en sag ved EU-Domstolen.
- Jeg har stor forståelse for, at danskerne gerne vil bevare det velfærdssamfund, som vi alle sammen holder af, og det skal vi også fremadrettet.
- Det er også derfor, at jeg i går rejste den sag over for kommissionsformanden for at drøfte, hvordan vi fremadrettet kan få nogle muligheder for værn, hvis der er velfærdsydelser, som bliver presset hårdt økonomisk, siger Thorning på vej ind til et EU-topmøde i Bruxelles.
I Jyllands-Postens måling, der er foretaget af analyseinstituttet Wilke, svarer syv ud af 10, at de går ind for et optjeningsprincip, så EU-borgere først har ret til den fulde børnecheck efter to års arbejde i Danmark.
Ifølge regeringen og EU-Kommissionen er sådan et krav ellers i strid med EU-retten. Men det bør Danmark teste i en sag ved EU-Domstolen, lyder modsvaret fra 64 procent af vælgerne.
Men statsministeren står fast på, at Danmark ikke kan tilsidesætte advarslerne om, at optjeningsprincippet strider mod EU-retten.
- Vi er jo forpligtet til at overholde de aftaler, vi har lavet med de andre EU-lande. Vi skal jo overholde lovgivningen, ellers er der nogle borgere, som ikke får de rettigheder, de har efter loven, siger Thorning.
Regeringen forhandler fredag med Venstre og De Konservative i et nyt forsøg på at finde flertal for at rette uddelingen af børnecheck ind efter EU-lovgivningen.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker