Thorning hylder Havel i EU-Parlamentet

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vendte onsdag formiddag tilbage til sin gamle arbejdsplads, EU-Parlamentet i Strasbourg, som formand for EU, med et verbalt historisk vingesus og en konstatering af, at "Europas skæbne er Danmarks skæbne".

I en tale, der begyndte og sluttede med hyldest til den nyligt afdøde tjekkiske leder Vaclav Havel, benyttede Thorning Europas historie til at minde om, hvorfor EU-landene har brug for hinanden i den aktuelle krise, som "har rystet os i vores grundvold".

- Vi skal ikke bare ære vores fortid, men også inspirere tillid og vejledning for fremtiden, sagde Thorning med en konstatering af, at "usikkerhed er blevet en del af hverdagen for millioner af familier".

Thorning blev fulgt ind i parlamentssalen i Strasbourg af blandt andre den nyklækkede parlamentsformand, socialdemokraten Martin Schulz, og blev mødt af en krans af fotografer, mens hun hilste på ledende politikere og danskerne i parlamentet.

Thorning trak i sin tale prioriteterne op for det næste halve år i EU - med fokus på eurokrisen og den danske dagsorden for mere grøn vækst.

Efter Thornings tale roste kommissionsformand José Manuel Barroso blandt andet den danske regering for hurtigt at have afblæst den kontroversielle danske grænsekontrol.

Parlamentets gruppeformænd, der ud over generel og høflig opbakning til det danske formandskab understreger i deres indlæg også det store ansvar, der nu hviler på Thornings skuldre.

Rebecca Harms fra De Grønne udtrykte store forventninger til Thorning som kvinde - men krævede også hurtigt bevis for, at Danmark kan levere et mere effektivt formandskab end det tidligere formandsland, Polen.

- Som dansk rådsformandskab har De i deres program talt for, at de vil gøre det på en anden måde, men gør det så! Begynd nu!, sagde Harms.

Lederen af den liberale gruppe, belgiske Guy Verhofstadt, konstaterede, at EU både har en eurokrise og en værdikrise - den seneste understreget af begivenhederne i Ungarn, som han håber, parlamentet i næste uge finder sit foreløbige svar på.

- Men mit spørgsmål til dig er, hvad gør rådet, hvad gør du? (...) Held og lykke, statsminister. Jeg er sikker på, at du får travlt, sagde Verhofstadt.

/ritzau/

Statsminister Helle Thorning-Schmidt trækker de historiske linjer i tale til EU-Parlamentet.

Offentliggjort Sidst opdateret