Thorning: Jeg har tillid til Uffe Elbæk
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har fortsat tillid til sin kulturminister Uffe Elbæk (R) efter beskyldninger om nepotisme og vennetjenester i forbindelse med Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK) på Amager.
Ministerens mand er ansat på stedet, som fik seks millioner kroner i statsstøtte på finansloven til en ny cirkusuddannelse, og Kulturministeriet har holdt fem arrangementer til 180.000 kroner på AFUK, der blandt andet huser en produktionsskole og en artistforening.
- Jeg har forstået, at kulturministeren har undskyldt og beklaget - det er jeg meget glad for. Jeg har tillid til, at Uffe Elbæk fortsat er en god kulturminister, siger statsministeren til DR Nyheders 21 Søndag.
Det er første gang Helle Thorning-Schmidt udtaler sig om sagen, som Uffe Elbæk tirsdag skal redegøre for i et åbent samråd i Folketingets kulturudvalg.
Kulturministeriet har søndag offentliggjort en redegørelse om dets arrangementer på AFUK, som Uffe Elbæk har været bestyrelsesmedlem i inden sin tiltræden som minister i oktober sidste år.
Han har søndag forklaret sig over for Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen, og Dansk Folkepartis medlem af Folketingets kulturudvalg Pia Kjærsgaard, som efterfølgende fortsat ikke er tilfredse.
Uffe Elbæk selv har søndag gentaget, at han beklager forløbet, men også sagt, at han ikke ønsker nogen uvildig undersøgelse af forløbet, sådan som Venstre kræver.
Pia Kjærsgaard opfordrede efter mødet i Kulturministeriet den radikale partileder, Margrethe Vestager, til at komme på banen i sagen.
Økonomi- og indenrigsministeren har søndag ingen kommentarer, men skrev følgende i en mail til Ritzau lørdag:
- Uffe har ikke tænkt sig ordentligt om, det ved han godt, og det har han blankt erkendt og beklaget. Jeg er tilfreds med, at Uffe har undskyldt.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker