Thorning: Konstruktiv ånd ved trepartsmøde

Emnerne ved forhandlingerne mellem regeringen, arbejdstagere og arbejdsgivere er blandt andet, hvordan arbejdsudbuddet øges og konkurrenceevnen forbedres.

- Det bliver selvfølgelig svært, men sådan er det, når man forhandler, fordi vi har forskellige interesser. Men det stærke er, at vi sætter os sammen for at finde gode løsninger for hele vores land, siger statsministeren.

- Vi er enige om, at Danmark har store udfordringer, og at udfordringerne skal håndteres i fællesskab, siger hun.

Parterne mødtes torsdag til et første forsigtigt forhandlingsmøde, hvor de så hinanden an.

Direktøren for Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, er ligesom statsministeren positiv efter mødet.

- Vi anerkender regeringens plan. Men vi mener ikke, at den er stærk nok, siger Jørn Neergaard Larsen og fortsætter:

- Men vi vil gå konstruktivt ind i drøftelsen med fokus på løsningen af problemerne med konkurrenceevne og løsning af kompetenceproblemer. Vi skylder de unge at få dem bedre gennem uddannelsessystemet.

Både statsministeren og DA-bossen henviste flere gange til fælleserklæringen fra 1987. Ved de daværende trepartsforhandlinger sænkede man erhvervslivets omkostninger med fem procent og indførte gradvist arbejdsmarkedspensioner.

Selvom der er positive toner, vil arbejdstagerne fra LO ikke komme med et bud på, hvorvidt det ender med en aftale.

- Vi er enige om, hvilke udfordringer vi står over for. Vi vil lave en aftale, som skal tegne Danmark i fremtiden, siger Harald Børsting, formand for LO.

- Hvis vi kan stå inde for det samlede, så tror jeg også, at der kommer en aftale, siger han.

Dennis Kristensen, formand for FOA, er mere forbeholden efter mødet.

- Der var ikke noget, der fik mig til at falde ned af stolen. Men jeg er overrasket over, at arbejdsgiverne har så travlt med at sige, hvad de ikke vil, siger Dennis Kristensen på vej ud fra forhandlingsmødet.

Trepartsforhandlingerne skal efter planen skaffe mindst fire milliarder kroner i statskassen og øge arbejdsudbuddet med mindst 20.000 personer.

/ritzau/

Det var en tilfreds og optimistisk statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der tog imod pressen efter torsdagens indledende trepartsforhandlinger i Statsministeriet.

Offentliggjort Sidst opdateret