Selvom Skatteministeriets departementschef, Peter Loft, angiveligt har vist en helt særlig interesse for statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag, afviser statsministeren, at hun selv er hovedpersonen i sagen.
- Jeg opfatter det som om, det er Skats indre anliggender, der er omdrejningspunktet i den her sag. Jeg opfatter det ikke som et problem for regeringen eller for mig, siger Helle Thorning-Schmidt på sit ugentlige pressemøde.
- Men jeg skal bare gøre opmærksom på, at på grund af omstændighederne i den her sag, har vi netop rådet skatteministeren til at søge rådgivning i Justitsministeriet frem for her (i Statsministeriet, red.).
Reaktionen kommer, efter skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) mandag krævede en redegørelse fra departementschef Peter Loft og direktør i Skat København Erling Andersen om forløbet i skattesagen.
Politiken kunne i sidste uge fortælle, at Peter Loft holdt fem møder med Skat København om sagen. Desuden skulle departementschefen have forsøgt at få et særligt tekstafsnit tilføjet i Skats afgørelse.
Det var på dette tidspunkt Troels Lund Poulsen (V), der sad som skatteminister. Han har dog ikke villet udtale sig om den konkrete sag med henvisning til, at han har tavshedspligt. Det har flere eksperter dog stillet spørgsmålstegn ved rigtigheden af.
Helle Thorning-Schmidt ønsker ikke at kommentere, om det er hendes opfattelse, at Troels Lund Poulsen har tavshedspligt i sagen.
- Det er min forhåbning, at når de redegørelser, som der nu er blevet bedt om, kommer frem, så bliver sagen belyst, lyder det fra statsministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker