Thorning: Løkke skaber utryghed

Efter gentagne beskyldninger fra regeringsblokken om at være alt for uklar om oppositionens økonomiske politik går S-formand Helle Thorning-Schmidt nu til modangreb på statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Det sker forud for regeringens fremlæggelse af sit bud på en efterlønsreform, skriver Berlingske Tidende.

Ved at kassere forgængeren Anders Fogh Rasmussens gamle kontraktpolitik er vælgerne efterladt i et politisk kviksand, hvor ingen reelt kender regeringens planer for næste valgperiode. F.eks. om der venter nye velfærdsindgreb eller skattereformer.

- Nu får vi en blokpolitik uden en kontrakt. Det vil sige, at de nærmest kan gøre, hvad de har lyst til, siger Helle Thorning-Schmidt.

Statsministeren har i forbindelse med efterlønsindgrebet begrundet sit opgør med kontraktpolitikken med, at krisen kræver et højere politisk beslutningstempo. Men Thorning-Schmidt anklager statsministeren for at skabe utryghed.

- I en krisetid er det allervigtigste at skabe tryghed om folks privatøkonomi og de spørgsmål, som vedrører hver enkelt familie. Men regeringen skaber utryghed, siger hun.

I stedet tilbyder hun en såkaldt løftepolitik kombineret med samarbejde hen over midten i dansk politik og med arbejdsmarkedets parter uden for Christiansborg.

Netop ønsket om samarbejde betyder samtidig, at hendes løfter ikke kan leveres lige så firkantet som det foghske skattestop.

/ritzau/

Lars Løkke Rasmussen skaber usikkerhed hos vælgerne med sit planlagte efterlønsindgreb, mener Thorning.

Offentliggjort Sidst opdateret