Danskerne må igennem flere års smalhans for at skabe vækst i økonomien og fjerne et offentligt underskud, som udgør 96 milliarder kroner næste år.
Det fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på sit ugentlige pressemøde.
- Jeg ved ikke, om vi kan kalde det en hestekur. Det er en modernisering af Danmark på alle måder. En stor del omfatter enormt store reformer, siger hun.
Helle Thorning-Schmidt sagde på Socialdemokraternes partikongres, at regeringen vil skaffe nogle job til nogle af de trekvart million offentligt forsørgede danskere, få 135.000 ekstra i arbejde, forbedre virksomhedernes konkurrenceevne og få flere ledige i gang.
- Danmark er ikke i topform. Vi er faldet i konkurrenceevne og produktivitet. Vi har for høj ledighed. Vi lægger op til trepartsforhandlinger for at skaffe penge til uddannelse. Vi lægger op til reformer af førtidspension og fleksjob, siger statsministeren.
Flere års smalhans tvinger Socialdemokraterne til at træffe nogle af de sværeste beslutninger, som partiet har truffet i sin historie, påpeger hun.
- Det er alvorlige, store ting, og det stopper ikke ved denne finanslov. Det bliver flere og store beslutninger i de kommende år, siger Helle Thorning-Schmidt.
Det sker, mens forbrugerne nu ser næsten lige så pessimistisk på situationen, som under finanskrisen i 2008. Sortsynet bør lysne, fordi finansloven skaber tryghed og giver grundlag for en ny optimisme, mener statsministeren.
- Den tidligere regering kunne ikke bestemme sig for, om vi havde krise eller ej. Man betalte ikke regninger, sagde man ville spare, men fortalte ikke, hvor pengene skule komme fra, siger hun.
Helle Thorning-Schmidt angriber samtidig Lars Løkke Rasmussen for at love skattelettelser på Venstres landsmøde uden finansiering.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde