Kritiske røster i det socialdemokratiske bagland får Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, til at forsvare sin udlændingepolitik på partiets kongres.
- Jeg vil godt starte med det svære. Der er mange, der har været heroppe og tale om, at vi har ansvaret for at sikre asylansøgere rimelige vilkår og peget på, at vi har ansvaret for at sikre ordentlig integration, konstaterer Helle Thorning-Schmidt.
- Vi holder fast i, at antallet spiller en rolle. Vi holder fast i, at vi ikke kan lempe de regler, der angiver hvor mange mennesker med udenlandsk baggrund, der kommer til Danmark. Og vi holder også fast i, at den lovgivning, der gælder i Danmark, skal overholdes. Også når det er hamrende svært, siger Helle Thorning-Schmidt til en stille sal.
- Det betyder ikke, at vi skal føre den samme udlændingepolitik som Lars Løkke og Pia Kjærsgaard - langt fra, fortsætter hun og udløser straks en klapsalve.
Forinden havde blandt andre næstformand i DSU, Cæcilie Larsen, og Tove Schou Pedersen fra Randers talt om muligheden for humanitær opholdstilladelse til de afviste irakere.
- Vi har før været et parti, hvor hjertet er rødt, sagde Tove Schou Pedersen til store klapsalver.
Helle Thorning-Schmidt forklarer partifællerne, at forskellen til VKO blandt andet er, at en ny regering vil afskaffe starthjælpen og kontanthjælpsloftet. Den vil ikke skabe skel og tale dårligt om nogen, men invitere alle ind i fællesskabet, og asylansøgere skal kunne bo, arbejde og uddanne sig uden for asylcentre, forklarer Helle Thorning-Schmidt.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned