Thorning mindes ofre for massakre i USA

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mindes ofrene for skoleskyderiet i byen Newtown i delstaten Connecticut på USA's østkyst.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Mine tanker er i Newtown. Vi er mange, som giver vores nærmeste et ekstra knus i dag, skriver statsministeren på Facebook.

27 personer blev dræbt, heraf 20 børn ved fredagens skoleskyderi på Sandy Hook Elementary School i Newtown.

Før politiet er færdig med sine undersøgelser, hersker usikkerhed, men amerikanske medier forsøger at stykke et billede sammen af den formodede gerningsmand, den 20-årige Adam Lanza. Han begik angiveligt selvmord inde på skolen.

Han er tidligere elev på skolen, hvor hans mor underviste. Flere af de dræbte børn gik ifølge politikilder i hendes klasse. Adam Lanza boede hjemme, og en lokal politikilde siger ifølge nyhedsbureauet AP, at Lanza dræbte sin mor i deres hjem før massakren.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters, der har snakket med to af hans tidligere klassekammerater fra Newton High School, var Lanza en genert og usædvanlig klog ung mand.

Statsministerens kommentar afføder mange reaktioner på Facebook - fra fuldtonet støtte til klar skepsis.

Pia Philipsen er enig med Helle Thorning-Schmidt.

- Forfærdelig tragedie. At små børn bliver revet væk på den måde, er næsten ikke til at bære. Mine tanker er også hos de efterladte i Newton, skriver Pia Philipsen.

Derimod efterlyser Tarek Ziad Choheiber også statsministerens medfølelse med andre børn.

- Godt at du sender tanker derhen, men for guds skyld, så vær mere konsekvent og send også dine tanker til alle de børn i Tibet, Palæstina, Syrien, Irak, Kurdistan, Tjetjenien osv., lyder hans kommentar.

/ritzau/