Danmarks nye statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), får tirsdag sin første store internationale opgave, når hun skal mødes med FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, i København.
Besøget betyder samtidig, at Helle Thorning-Schmidt aflyser sit første ugentlige tirsdags-pressemøde som statsminister, oplyser Statsministeriet.
Ban Ki-moon kommer til Danmark for at deltage i den internationale konference om grøn vækst, Global Green Growth Forum, som Danmark er vært for i Moltkes Palæ i København.
Helle Thorning-Schmidt skal tale ved åbningen af konferencen, og bagefter mødes hun med Ban Ki-moon til en arbejdsfrokost i Statsministeriet.
- Jeg ser meget frem til at drøfte den grønne dagsorden og andre aktuelle internationale emner med FN's generalsekretær, siger Helle Thorning-Schmidt i en pressemeddelelse.
- FN skal være rammen for håndteringen af globale udfordringer, og jeg vil udtrykke Danmarks stærke støtte til generalsekretærens fortsatte indsats for et handlekraftigt FN, lyder det fra statsministeren.
Ifølge Helle Thorning-Schmidt understreger afholdelsen af Global Green Growth Forum, at Danmark er engageret i at skabe grøn vækst.
- Regeringen har meldt klart ud, at Danmark igen skal tage ansvar og gå forrest i den globale indsats for at bekæmpe klimaforandringer og fremme omstillingen til en grøn økonomi, siger Helle Thorning-Schmidt.
Global Green Growth Forum er et dansk initiativ, som har blandt andre Sydkorea og Mexico som strategiske partnere.
Initiativet fokuserer i år på områder som energi og transport, finansiering, rammebetingelser og internationale markeder.
Anbefalingerne vil ligge til grund for centrale internationale politiske processer og forhandlinger den kommende tid, herunder COP17 i Sydafrika i år.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker