Thorning og Søvndal roser Obamas plan for Afghanistan

Både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og udenrigsminister Villy Søvndal (SF) er tilfredse med USA's præsident, Barack Obamas, melding om, at 34.000 amerikanske soldater bliver trukket ud af det krigshærgede Afghanistan i begyndelsen af 2014.

Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen og partierne bag den danske indsats i Afghanistan er netop blevet enige om en ny toårig plan, der skal afslutte den danske kampindsats i Afghanistan. Og Obamas melding passer med de danske planer, lyder det fra statsministeren.

- Jeg talte i går eftermiddags med vicepræsident Biden, der orienterede om de amerikanske planer og takkede for den store danske indsats i Afghanistan.

- Den amerikanske tilgang flugter meget fint med den nye danske Afghanistanplan og med de rammer for den internationale militære indsats, som vi aftalte på Nato-topmødet i maj sidste år.

- Opgaven i de kommende to år er at gøre de afghanske sikkerhedsstyrker og myndigheder i stand til selv at tage ansvaret for sikkerhed og udvikling i Afghanistan, siger Helle Thorning-Schmidt i en pressemeddelelse.

Præsident Barack Obama annoncerede målet for tilbagetrækning i sin årlige tale til nationen natten til onsdag dansk tid.

Ifølge den danske plan, som faldt på plads i sidste måned, vil der efter udgangen af 2014 ikke længere være danske kampenheder i Afghanistan. I stedet skal ansvaret for sikkerheden i Afghanistan i langt højere grad varetages af afghanerne selv.

Samtidig vil Danmark også efter 2014 fortsat være til stede i landet med udviklingsbistand.

Også udenrigsminister Villy Søvndal er tilfreds med, at amerikanerne nu trækker en stor del af deres soldater ud af Afghanistan.

- Jeg er meget tilfreds med den amerikanske udmelding. Den ligger helt på linje med hovedelementerne i den nye danske Afghanistanplan og lægger op til en ansvarlig overdragelse af opgaverne til de afghanske myndigheder, siger Villy Søvndal i en kommentar.

De 34.000 amerikanske soldaters retræte vil betyde en halvering i forhold til de 66.000 amerikanske soldater, der lige nu befinder sig i Afghanistan.

Planen er, at de resterende soldaters tilstedeværelse skal reduceres over en kort årrække, indtil alle udenlandske kamptropper atter er vendt hjem til deres respektive lande, og de afghanske myndigheder overtager styringen af landet selv.

/ritzau/