Thorning om dagpengeudspil: Hård indfasning var uklogt

Foto: Jens nøRgaard Larsen/ Scanpix /Scanpix

Regeringen med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen mener, at den toårige dagpengereform, som den tidligere VK-regering sammen med Dansk Folkeparti og Radikale vedtog i 2010, er blevet indfaset for hurtigt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Derfor har regeringen nu fremlagt et nyt dagpengeudspil, der forlænger uddannelsesordningen og indfører en ny midlertidig arbejdsmarkedsydelse.

- Indførelsen af den toårige dagpengeperiode med en hård indfasning tog ikke hensyn til, at Danmark fortsat var i en hård økonomisk krise. Det var ganske enkelt uklogt, lyder det fra Helle Thorning-Schmidt.

Med regeringens nye udspil skal den særlige uddannelsesordning forlænges frem til udgangen af 2013, og herefter indføres en ny arbejdsmarkedsydelse, som langsomt udfases hen imod 2017.

Der har været et stort pres på regeringen for at finde en løsning for de op mod 30.000 ledige, der står til at miste deres dagpenge i år. Både fra regeringens støtteparti Enhedslisten, fra fagbevægelsen og fra politikere i regeringens egne rækker.

Men statsministeren afviser, at det nye udspil kommer på grund af den seneste tids kritiske udmeldinger.

- Der er jo altid nogen, som gerne vil gøre sig selv mere optaget af de lediges udfordringer end andre. Men regeringen har hele vejen igennem været optaget af, at der er nogle mennesker, der kom i klemme.

- Vi har skridt for skridt og helt fra starten taget hånd om de mennesker, der står i en meget vanskelig situation. Det har været gode løsninger, men som jeg også siger, så har det ikke været nok, forklarer hun.

Regeringens hidtidige initiativer - heriblandt initiativet med akutjob, der blev betegnet som en "fuld, hel og dækkende løsning" af finansminister Bjarne Corydon - har på grund af krisen ikke hjulpet tilstrækkeligt, fortæller statsministeren.

Hun kalder det nye "en bedre løsning".

- Konjunkturerne i Europa og dermed også i Danmark er fortsat svage. Vi oplever at væksten lader vente på sig, og at det er svært for de mange langtidsledige at finde et job. Derfor er det nødvendigt at handle - og det gør vi så, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/