Thorning om trepartsforhandlinger: Der har vi været
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) afviser fagbevægelsens ønske om at genoptage de skibbrudne trepartsforhandlinger med fagforeninger og arbejdsgivere, som skulle have skaffet fire milliarder kroner.
- Det er ikke nogen god idé. Der har vi været. Det endte blindt. Derfor er der ingen grund til at gå tilbage til en fuser, siger statsministeren tirsdag på sit ugentlige pressemøde.
Her advarede hun mod en "hetz" mod de ledige, men understregede samtidig, at arbejdsløse skal søge job, som de har pligt til.
- Det er et paradoks. Vi skal hjælpe de arbejdsløse, alt hvad vi kan, med uddannelse og vores akutjob-pakke. Men vi skal selvfølgelig også sikre, at rådighedsforpligtelsen for arbejdsløse bliver overvåget og overholdt, siger statsministeren.
Der findes ifølge TV2 godt 10.000 ledige job, som arbejdsløse ikke har søgt.
- Budskabet er fuldstændig klart til de ledige. De skal tage det arbejde, der er. Det har man en pligt til, siger Helle Thorning-Schmidt og understreger, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) følger sagen.
Statsministeren påpeger samtidig, at regeringen vil forbedre virksomhedernes konkurrenceevne for at skabe private job, hvor Danmark har mistet 170.000 job siden krisen.
- Vi er enormt udfordret i forhold til at beholde produktionsarbejdspladser og industrivirksomheder i Danmark. Vi har mistet 20 procent af vores konkurrencekraft, siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun vil ikke garantere, at ingen børnefamilier må gå fra hus og hjem, når regeringens uddannelsestilbud om et halvt år udløber til de langtidsledige, som har mistet dagpenge.
- Vi har et godt og solidt kontanthjælpssystem. Jeg tror, at det er vigtigt at sige, at man ikke kan garantere noget, siger statsministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned