Thorning ønsker stabilt og demokratisk Libyen

Der venter det libyske folk en stor sejr efter Muammar Gaddafis godt fire årtier som landets diktator.

Det siger Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, med udsigt til et libysk magtskifte efter oprørsstyrkernes indtog i hovedstaden Tripoli.

- Det libyske folk står foran en stor sejr. Efter 42 år er Muammar Gaddafis tid som diktator slut. Det libyske folk har vist, at det ønsker en anden vej for deres land.

- Nu er det vigtigt, at det Libyske Transitionsråd (overgangsrådet red.) opnår kontrol over hele landet, og forbereder en velordnet overgang til demokrati, siger hun og tilføjer:

- Det nordlige Afrika har brug for et stabilt og demokratisk Libyen, hvor hele det libyske folk kan deltage i de demokratiske proces.

Socialdemokraterne er blandt støttepartierne bag, at danske F-16 jagerfly deltager i Natos luftoffensiv med bombeangreb mod det libyske styre for at forhindre angreb på civile i overensstemmelse med mandatet fra FN's Sikkerhedsråd.

- Det internationale samfund har vist handlekraft ved at indføre flyveforbud over Libyen, og koalitionen har vist sin rygrad ved ikke at give op, selvom missionen har taget længere tid, end vi håbede. Danmark har ydet et meget stor bidrag til den internationale aktion, siger hun.

Derfor mener Helle Thorning-Schmidt, at de danske jagerpiloter, flymekanikere og andet personel kan være stolte af deres indsats.

/ritzau/

Nordafrika har brug for et demokratisk og stabilt Libyen, mener Socialdemokraternes formand, Helle Thorning

Offentliggjort Sidst opdateret