Thorning oplever stor fremgang i ny måling

Efter at have mistet opbakning fra mange vælgere siden valget sidste år, er der nu fremgang at spore for statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes kolleger fra Socialdemokraterne.

Offentliggjort Sidst opdateret

I en måling, som Gallup har foretaget for Berlingske, går Socialdemokraterne frem til 23,1 procent, mens kun 19,8 procent af vælgerne støttede partiet i en tilsvarende måling i november. Det svarer til en fremgang på 3,3 procentpoint.

Dermed nærmer den danske statsminister og hendes parti sig valgresultatet fra 2011, hvor 24,8 procent - eller cirka hver fjerde dansker - satte kryds ved Socialdemokraterne.

Målingen er gennemført fra den 30. november til den 6. december. Dermed kommer den i en uge, hvor regeringen har præsenteret en folkeskolereform, og hvor Marianne Jelved har afløst Uffe Elbæk som kulturminister.

Der er dårligt nyt i målingen til Dansk Folkeparti, som går tilbage fra 15,6 procent ved målingen i sidste måned til 13,3 procent i denne uges måling.

Venstre går frem til 32,1 procent - en stigning på 1,4 procent siden målingen i november. De Konservative taber igen vælgere, og kun 3,2 procent vil stemme på partiet.

Regeringen og Enhedslisten står til at få 82 mandater mod 93 til oppositionen anført af Venstre. Dermed har regeringen og dens parlamentariske grundlag hentet lidt ind på oppositionen i forhold til sidste måned.

Målingen er baseret på 1515 interview med repræsentativt udvalgte danskere.

/ritzau/