Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, skader Danmark med sin skarpe kritik af FN.
Det mener Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, som nu vil have statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på banen for at afklare om Pinds udtalelser også er dækkende for Venstres holdninger.
- Jeg synes, det er skadeligt for Danmark, det Søren Pind siger, og det er skadeligt for FN. Derfor er det ret alvorligt. Lars Løkke bør derfor træde ind og forklare, hvad der egentlig er Venstres politik. Hvem bestemmer hos Venstre? Det vil jeg gerne vide, siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau.
I Morgenavisen Jyllands-Posten kalder Søren Pind FN for "en snakkeklub", der "legitimerer en masse diktaturer". Han mener, at FN stort set ikke har gjort noget godt her på jorden, og at det derfor kun er fint, at verdensorganisationen bestyres af en generalsekretær, som tilsyneladende ikke gør det store væsen af sig.
S-formanden mener derimod, at Søren Pind er helt galt afmarcheret og kalder det "en kovending", hvis det også er Venstres synspunkt.
- I 50 år har vi haft den holdning i Danmark, at FN måske ikke er perfekt, men er en god organisation, som vi hele tiden skal forbedre, men som vi skal bakke op om. Derfor undrer det mig meget, at Søren Pind langer så hårdt ud efter FN, og jeg synes, at vi bliver nødt til at have klarhed fra Venstre om, hvad man egentlig mener om Danmarks forhold til FN. Det her er milevidt fra det, der hidtil har været regeringens politik, og jeg synes, at Lars Løkke bliver nødt til at sætte det her på plads, siger Helle Thorning-Schmidt.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker