EU-landene skal gå på to ben: De skal stramme økonomien, så store offentlige underskud og statsgæld svinder, og renten falder. Samtidig skal de sparke gang i vækst og beskæftigelse især for unge, hvor 23 millioner står uden job i EU.
Sådan ser statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udfordringen, før hun 30. januar møder EU's 26 andre regeringsledere ved et topmøde i Bruxelles. De skal dels diskutere finanspagten, som strammer livremmen, dels finde vej til mere vækst og beskæftigelse.
- Det er en forudsætning for at få vækst og beskæftigelse i Europa, at vi får styr på økonomien. Samtidig skal man ikke være i tvivl om, at øget vækst også bidrager til at konsolidere de offentlige finanser, siger statsministeren.
Mandag advarede Christine Lagarde som chef for den internationale valutafond, IMF, om, at EU's stramme sparekurs kan udløse en depression som i 30'erne. Lagarde fik støtte fra lederne af Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen, WTO.
Advarslen var en barsk optakt til Thorning, som onsdag flyver til topmøde i den schweiziske skiby Davos med førende politikere og finansfolk. Forinden har forgængeren Poul Nyrup Rasmussen (S) kritiseret hendes modstand mod tobinskat på finanshandel.
Ved EU-topmødet vil Thorning slås for at styrke beskæftigelsen for unge. Det er uholdbart, at 23 millioner unge går arbejdsløse i EU. Derfor skal de uddannes, have praktikpladser og kunne skabe egne firmaer, siger hun,
Desuden skal EU's indre marked forbedres, så EU-landene gennemfører EU-Kommissionens forslag om større konkurrence.
Endelig skal EU lette forholdene for små og mellemstore virksomheder. EU skal målrette penge til dem fra sine strukturfonde og åbne for støtte fra Den Europæiske Investeringsbank, siger Thorning.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned