Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er ved at miste sit fodfæste i det traditionelt set Venstre-venlige Vestjylland, og det kommer Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet til gode.
Ifølge en ny undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 vil dobbelt så mange vælgere i Vestjylland sætte kryds ved Socialdemokratiet, hvis der var valg i dag.
Kun 8,9 procent af de adspurgte vestjyder støtter Venstre, mens 20,6 procent støtter Socialdemokratiet. Det sker i kølvandet på den omstridte placering af et nyt supersygehus ved Gødstrup i nærheden af Herning.
Regeringen har ellers lovet en pakke til Vestjylland, som blandt andet indebærer en 30 kilometer lang motorvej mellem Holstebro og Herning samt 150 millioner kroner til en ny vækstfond.
78 procent af de adspurgte svarer i undersøgelsen, at de betragter den nye pakke som et forsøg på at kapre hurtige stemmer i Udkantsdanmark.
- Der er potentiale i den her sag til, at Lars Løkke kan tabe næste valg, siger Holstebros Venstre-borgmester, H.C. Østerby, til Ugebrevet A4.
Ved folketingsvalget i 2007 fik Venstre 45 procent af alle stemmer i Varde-kredsen, 41 procent i Ringkøbing-kredsen og knap 40 procent af stemmerne i Holstebrokredsen.
En væsentlig del af de vestjyder, der deltog i A4's undersøgelse, er dog i tvivl om, hvor de ville sætte deres kryds blandt partierne. Hele 38,5 procent af de i alt 205 adspurgte vestjyder svarede 'ved ikke'.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde