Thorning: Spindoktorer kommet for at blive

Regeringspartiernes kritik af den tidligere VK-regerings brug af de særlige rådgivere, eller såkaldte spindoktorer, får ikke statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til genoverveje den nuværende regerings brug af ditto.

- Ordningen med de særlige rådgivere synes at have vundet indpas i central-administrationen side om side med den mere traditionelle embedsmandsrolle, siger Helle Thorning-Schmidt under en debat i Folketinget om de særlige rådgivere.

- Det skyldes, at den særlige rådgiver udfylder et helt særligt behov, som den mere traditionelle embedsmand ikke er i stand til at varetage. Og derfor tror jeg, at man må erkende, at ordningen med de særlige rådgivere er kommet for at blive, lyder det fra statsministeren.

S-R-SF-regeringen afviser således et forslag fra Dansk Folkeparti om at give reglerne for de særlige rådgivere et "serviceeftersyn" som blandt andet skal se på, om de helt skal afskaffes.

Ifølge Helle Thorning-Schmidt er reglerne for ansættelserne af de særlige rådgivere nemlig nogle af "de bedst beskrevne og regulerede" inden for staten. En henvisning til en række betænkninger om netop de særlige rådgiveres rolle inden for de senere år. Senest så Rigsrevisionen på disse regler i 2009.

Der gælder de samme regler om lovlighed, sandhed og faglighed for de særlige rådgivere, som for andre embedsmænd, understreger statsministeren.

- Jeg er derfor ret uenig, når de særlige rådgivere beskrives som mørkets fyrster og som nogle, der arbejder i det skjulte uden kontrol og åbenhed omkring deres arbejde. Reglerne er både omfattende og meget klare. De lever netop ikke i et ingenmandsland, siger Helle Thorning-Schmidt og fortsætter:

- Vi har faktisk nogle gode regler for de særlige rådgivere. Det er ligesom med færdselsloven: Man begynder ikke at ændre hele loven, bare fordi der er mistanke om, at en enkelt bilist er kørt over for rødt lys. Det handler om, at reglerne også bliver fulgt i dagligdagen.

/ritzau/

Kritik af de særlige rådgivere, eller spindoktorer, får ikke statsministeren til at betvivle egne af slagsen.

Offentliggjort Sidst opdateret