Det havde ingen synderlig effekt på dansk økonomi, da regeringen og DF i 2009 frigav danskernes SP-opsparing i håbet om, at det ville sætte gang i danskernes forbrug.
Sådan har det gentagne gange lydt fra blandt andet Helle Thorning-Schmidt (S), når hun og andre socialdemokrater har kritiseret regeringens krisepolitik for at være forkert eller mangelfuld.
- Som mange økonomer og vi socialdemokrater advarede om, var effekten ringe. Danskerne holdt kloge af skade på pengene, mens væksten stille og roligt gik i sig selv.
Sådan skrev Thorning blandt andet i en kronik så sent som 11. august i Jyllands-Posten om den samlede udbetaling af i alt små 42 milliarder SP-kroner.
Men Thorning-Schmidt tager fejl.
Det viser en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Københavns Universitet og SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, skriver Information.
- Det overrasker mig egentlig, at den kritik kommer - for vores undersøgelse viser en ret stor effekt i forhold til det, man havde regnet med, siger en af forskerne bag undersøgelsen, professor Søren Leth-Petersen.
Han og hans kolleger har spurgt i alt 6000 danskere om, hvad de har brugt deres udbetalte SP-midler til.
Hele 60 procent svarer, at de har brugt dem til privatforbrug. Efter skatten var betalt, svarede det med andre ord til, at der blev pumpet op mod 16 milliarder kroner ud i den danske økonomi - svarende til en lempelse af økonomien på 0,9 pct. af BNP.
Dermed betød udbetalingen af SP-penge langt mere for økonomien, end de fem-seks milliarder kroner Finansministeriet selv regnede med.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) skyder derfor tilbage på Thornings kritik:
- Ordningen har haft en meget større effekt, end vi selv regnede med. Men Helle Thorning-Schmidt prøver at vildlede vælgerne, siger han til avisen, som ikke mandag kunne få en kommentar fra Socialdemokraterne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned