Thorning: Vi kræver dokumentation for hjælpen til ældre
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er tilfreds med finanslovaftalen med Venstre og De Konservative. Det fastslår hun på et pressemøde i Statsministeriet, dagen efter den overraskende finanslovaftale blev indgået.
- Vi har en finanslov i balance, hvor vi fastholder tryghed om dansk økonomi og understøtter den private beskæftigelse med 15.000 personer. Altså et godt løft til den private beskæftigelse.
- Samtidig finder vi plads til nogle målrettede forbedringer af velfærden for nogle af de mennesker i vores samfund, som har det allersværest, siger Helle Thorning-Schmidt.
Statsministeren fremhæver især, at aftalen ikke bygger på nulvækst i den offentlige sektor og samtidig bevarer den milliard kroner til ældre, som regeringen og Enhedslisten allerede var enige om.
- Pengene skal gå til at hjælpe de svageste ældre, som har brug for omsorg og pleje for at få deres hverdag til at hænge sammen, siger Helle Thorning-Schmidt.
Det centrale stridspunkt i forhandlingerne mellem regeringen og støttepartiet har været, om kommunerne skulle tvinges til at bruge milliarden til at give de ældre bad to gange om ugen.
Det krævede Enhedslisten, mens regeringen sagde nej til at skrive kravet om ugentlige bade ind i serviceloven.
Helle Thorning-Schmidt understreger dog, at danskerne også med den blå aftale kan være sikre på, at pengene vil gå til de ældre og ikke vil blive brugt til at lukke huller i kommunernes budgetter, som Enhedslisten frygter:
- Kommunerne kan selv bestemme, om de vil bruge pengene til at tilbyde de ældre mere rengøring, flere bade eller mere genoptræning.
- Men vi vil kræve dokumentation for, hvad penge går til, så vi er sikre på, at ældremilliarden blive brugt til reelle forbedringer for dem, vi gerne vil hjælpe, siger Helle Thorning-Schmidt.
Enhedslisten har kritiseret regeringen for at de 500 millioner kroner fra sidste års finanslov til bedre normeringer i daginstitutioner ikke fuldt ud er blevet brugt til flere pædagoger. Men det vil ikke ske denne gang, siger Thorning:
- Vi afsætter én milliard kroner ekstra til ældreområdet, og det kan ikke sammenlignes med den halve milliard, vi gav til dagtilbuddene.
- Vi kan med sikkerhed sige, at pengene kommer til at blive brugt til de ældre, siger Helle Thorning-Schmidt.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde