En grøn udvikling i verden kommer ikke af sig selv, fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
- Vi må være parate til barske beslutninger. Det vil ikke være uden omkostninger på kort sigt, siger Thorning-Schmidt på Global Green Growth Forum i København, som den danske regering har indkaldt til i samarbejde med Mexico, Sydkorea og en række store virksomheder.
Statsministeren omtaler de ambitiøse mål i regeringsgrundlaget inden for klima og energi, blandt andet at det danske forbrug af el og varme i 2035 skal dækkes af vedvarende energikilder.
- Danmark har en lang tradition for energieffektivitet. Langsigtede mål fortæller kraftværker, ejere af vindmølleparker og så videre, at det er sikkert at investere i ren energi, siger Helle Thorning.
Den udviklingsvej, kloden følger i øjeblikket, kan ikke fortsætte. Regeringer må drive den grønne omstilling frem i et langt tættere samarbejde med den private sektor, tilføjer hun.
- Tætte partnerskaber mellem det offentlige og private er helt afgørende.
Helle Thorning-Schmidt nævner i den forbindelse det omstridte testcenter for kæmpevindmøller i Østerild i Thy.
- Her har det offentlige og private lavet et testcenter i verdensklasse.
Talen på Global Green Growth Forum er Helle Thorning-Schmidts første internationale optræden på klima- og energiscenen, siden hun overtog regeringsmagten.
Det har allerede vakt opmærksomhed langt uden for landets grænser, at S-R-SF-regeringen har skærpet det danske klimamål fra 30 til 40 procents reduktion af CO2-udslippet i 2020, målt i forhold til 1990.
Samtidig skal halvdelen af elforbruget komme fra vindmøller i 2020, og i 2050 skal kul, olie og gas være ude af energiforsyningen. Dermed er Danmark ubestridt forrest blandt industrilandene.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet