Hver minister i Helle Thorning-Schmidts røde S-SF-regering får tre særlige politisk ansatte rådgivere, såkaldte spindoktorer.
Disse skal styres centralt og ansættes alle af regeringens centrale koordinationsudvalg, hvor den socialdemokratiske formand sidder for bordenden, skriver Berlingske.
Helle Thorning-Schmidt forbereder en rød regering i fortrolige samtaler med SF-toppen, men SFs gruppeformand, Ole Sohn, vil ikke kommentere de fremskredne planer.
- Det har jeg ingen kommentar til, siger han.
Som statsminister vil Helle Thorning-Schmidt sikre politisk fodslag ved at ansætte Bjarne Corydon som ny samordningsminister.
I 2005 ansatte hun efter sin sejr i formandsvalget den 38-årige Frank-Jensen-støtte som leder af Socialdemokraternes Analyse- og Informationsafdeling.
Bjarne Corydon skulle efter planen have fulgt med hende til Statsministeriet, men planen er opgivet for ikke at udfordre de magtfulde departementschefer i centraladministrationen.
Helle Thorning-Schmidt har opgivet at skabe flere superministerier, som hun foreslog i 2006 i bogen "Håndbog for statsministre".
I stedet opretter hun muligvis flere ministerier - måske herunder et Europaministerium. De flere ministerier skal tilfredsstille ambitionerne hos de mange socialdemokrater, SF'ere og måske radikale, som går med en minister i maven.
Med manøvren strammer Helle Thorning-Schmidt grebet om sine ministre, mener professor i statskundskab Tim Knudsen fra Københavns Universitet.
- Det kan godt være fornuftigt med en samordningsminister, der kan afhjælpe problemet med, at statsministeren ofte er overbebyrdet og kommer for sent ind i de politiske processer, siger han og tilføjer:
- I realiteten vil det være en slags vicestatsminister, der hjælper statsministeren med at få tingene til at fungere, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde