Thorning vil tjekke Løkkes pengekasse

Helle Thorning-Schmidt (S) vil undersøge, om pengene i statskassen stemmer.

Den nye regering vil derfor på baggrund af et "kasseeftersyn" fremlægge en ny økonomisk 2020-plan, hedder det i regeringsgrundlaget. Dermed er der udsigt til en afløser for S-SF planen Fair Løsning.

- Fair Løsning duer, hvis S og SF havde haft 90 mandater. Det har vi ikke. Derfor forhandler man om en ny økonomisk politik, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) supplerer:

- Det, at vi vil lave en ny 2020-plan, er udtryk for, at vi har et højere ambitionsniveau end den tidligere regering, siger hun.

Den nye S-R-SF-regering vil med eftersynet sikre, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke har efterladt ukendte økonomiske problemer i de mange ministerier.

Dermed tager Helle Thorning-Schmidt også forbehold for, at en ny regering kan stå med et endnu større underskud på statens finanser end de forventede 85 milliarder kroner næste år.

Kasseeftersynet skal danne baggrund for, at Helle Thorning-Schmidts regering kan opfylde en ny 2020-plan baseret på ni kontante mål, som skal sikre, at Danmarks økonomi bliver rettet op.

Øverst blandt de ni mål er, at Danmarks økonomi skal være i balance i 2020. Samtidig vil den nye regering sørge for, at Danmark allerede nu spænder livremmen ind for at leve op til EU's krav til lav gæld og små underskud på de offentlige budgetter.

For at nå den målsætning vil Helle Thorning-Schmidt fortsætte Lars Løkke Rasmussens reformprogram med forringelser af efterlønnen og en højere folkepensionsalder:

- Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler, herunder tilbagetrækningsreformen, hedder det i regeringsgrundlaget.

Efterlønsreformen skal sammen med en trepartsaftale være med til at sikre, at 135.000 ekstra danskere kommer ud på arbejdsmarkedet frem til 2020.

/ritzau/

Ny regering vil lave kasseeftersyn og en ny økonomisk 2020-plan. Den skal blandt andet få flere i arbejde

Offentliggjort Sidst opdateret