Thornings hold mister status som Europas yngste
Da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) præsenterede sin regering efter valgsejren sidste år, var der tale om Europas yngste regeringshold.
Men med mere rutinerede kræfter på holdet er det unge hold ikke længere det yngste, viser en opgørelse, som metroXpress har foretaget.
Først fyrede SF's nye formand Annette Vilhelmsen Danmarks yngste minister, tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen, og erstattede ham med den på det tidspunkt ældste minister i regeringen, Holger K. Nielsen.
Siden er Holger K. så blevet overgået som regeringens alderspræsident, da Marianne Jelved (R) i sidste uge blev udpeget til ny kulturminister efter Uffe Elbæks (R) farvel.
Da Thorning-regeringen trådte til sidste år, var den ifølge en analyse i Ugebrevet A4 Europas yngste med Estland på en andenplads, men sådan er det ikke længere:
Mens de danske ministres gennemsnitsalder ved tiltrædelsen var under 43 år, er den i dag krøbet op på 45,7. Dermed er de danske ministre gennemsnitligt næsten et år ældre end i Estland, hvor regeringsmedlemmerne i dag i snit er 44,9 år gamle.
Det kan imidlertid vise sig at blive en fordel for regeringen, at den er ældet en smule, mener forsker i politisk marketing på Københavns Universitet, Sigge Winther Nielsen.
- Centrale folk i regeringen har draget den lære, at det nok er meget fint at have nogen, der ved noget om, hvordan det foregik i gamle dage, siger han til metroXpress med henvisning til, at både Marianne Jelved og Holger K. Nielsen begge var partiformænd under Nyrup-regeringen i 90'erne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned