Da De Radikale, Socialdemokraterne og SF var i opposition klagede de altid over, at den daværende VK-regerings ministre var langsomme til at svare på deres skriftlige spørgsmål i Folketinget.
Men efter at SRSF-regeringen selv har fået fornøjelsen af at skulle svare på oppositionens spørgsmål efter folketingsvalget i september, er det ikke blevet bedre med svartiderne.
Ifølge opgørelse fra Folketinget svarede den nye regerings ministre således i første kvartal af folketingsåret 2011 til 2012 i gennemsnit kun til tiden på udvalgsspørgsmålene i 76 procent af tilfældene.
Og kun 67 procent af gangene svarede ministrene rettidigt på folketingsmedlemmernes såkaldte § 20-spørgsmål.
Det selv om der står sort på hvidt i Folketingets forretningsorden, at ministrene skal besvare politikerspørgsmålene inden seks dage.
Til sammenligning svarede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) ministre i fjerde kvartal af folketingsåret 2010 til 2011 i gennemsnit rettidigt på 67 procent af udvalgsspørgsmålene og 72 procent på § 20-spørgsmålene.
Et fald fra tredje kvartal hvor de gennemsnittene lå på henholdsvis 70 og 74 procent.
I gennem alle årene under først daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og siden Lars Løkke Rasmussen var det ellers en tilbagevendende kritik fra de nuværende regeringspartier, samt Enhedslisten, at ministrene tog sig deres tid til at svare på folketingsspørgsmålene.
Og skiftende formænd for Folketinget indskærpede ved flere lejligheder, at svartiden skal overholdes.
Ifølge de daværende oppositionspartier afslørede slapheden, at VK-regeringen havde sit flertal på plads med Dansk Folkeparti og derfor reelt var ligeglad med, hvad Folketinget mente.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned