Bjarne Corydon er som Helle Thorning-Schmidts (S) stabschef ikke bekymret for at udskifte sin rolle som diskret embedsmand bag kulisserne til folkevalgt politiker, når han opstiller til Folketinget for Socialdemokratiet i stedet for Kim Mortensen.
Socialdemokraterne i Esbjerg bykreds vil opstille Bjarne Corydon, som er 38 år og cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.
- Jeg fortsætter som stabschef for Helle Thorning til og med folketingsvalget, uanset om jeg opstilles for Socialdemokraterne i Esbjerg eller ej - hvad medlemmerne suverænt afgør, siger Bjarne Corydon og tilføjer:
- Det ligger i kortene, at jeg efter næste valg stiller mig til rådighed for det arbejde, man gør som politiker i Socialdemokratiet. I dén sammenhæng er det naturligt at stille op til Folketinget.
Han forberedte sammen med SF's Thor Möger Pedersen den tætte alliance mellem Socialdemokraterne og SF. Bjarne Corydon har været nævnt til en ny post som central samordningsminister under en rød regering.
- Forudsætningen for, at der bliver socialdemokratiske ministre, er, at vælgerne vil det sådan. I anden omgang er det suverænt den ny statsminister, det vil sige Helle Thorning-Schmidts beslutning, hvem der skal løfte hvilke opgaver, siger han.
Mandag den 15. august afgør Socialdemokraterne i Esbjerg bykreds, om Bjarne Corydon afløser EU-ordfører Kim Mortensen som deres kandidat. Bjarne Corydon frygter ikke det barske debatklima som folkevalgt politiker.
- Jeg er ikke og har ikke været bekymret. Men jeg er meget bevidst om, hvor store omkostninger det indimellem er forbundet med. Man glemmer, at det samtidig er forbundet med en masse oplevelser, glæde og begejstring, siger Bjarne Corydon.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker