Thornings tropper får bedste måling siden valget
Der er stadig færre danskere, der ville stemme på Socialdemokraterne nu, end ved valget i september 2011. Men det går fremad for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes socialdemokratiske tropper, viser en ny meningsmåling i Jyllands-Posten.
Hidtidige målingers drøje hug til S er blevet vendt til fremgang. Mens bare 19,5 procent af de danske vælgere ville sætte kryds ud for Liste A i januar, så får partiet nu opbakning på 23 procent, viser målingen fra Rambøll/Analyse Danmark.
Ved valget stemte 24,8 procent på Socialdemokraterne.
Politisk ordfører Magnus Heunicke (S) påpeger, at de nye tal kan være udtryk for en "statistisk skævert", men han glæder sig alligevel over udviklingen, som han mener skyldes fokus på vækst og beskæftigelse.
- Folk tænker på, om de har et job i morgen og næste år, og den dagsorden optager rigtig mange. Og den optager regeringen og Socialdemokraterne rigtig meget. Når folk kan se det, bakker de op om os, siger Magnus Heunicke til Jyllands-Posten.
Han tilføjer dog, at målinger går op og ned, og at regeringen er i gang med et "langt sejt træk".
Det største oppositionsparti, Venstre, der ellers har været flyvende i meningsmålingerne siden valget, går til gengæld en anelse tilbage.
Politisk ordfører Ellen Trane Nørby (V) peger dog på, at partiet fortsat er landets største og med 30,8 procent står stærkere end ved valget i 2011, hvor partiet opnåede 26,7 procent af stemmerne.
- Vi har en meget markant opbakning og fører en klar politik, som handler om at skabe arbejdspladser i Danmark. Det glæder mig, at det er lykkedes os at hive regeringen med ind på det synspunkt, at det er vigtigt, siger hun til Jyllands-Posten.
Den seneste måling fra Voxmeter for Ritzau gav i slutningen af januar Socialdemokraterne 19,6 procents opbakning, mens 32,6 procent ville stemme på Venstre.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde