Thulesen afviser Mette Frederiksen som statsminister
Fredag udkommer Pia Kjærsgaards selvbiografi, som har vakt opsigt, fordi den tidligere formand for Dansk Folkeparti i en central passage åbner for at pege på en statsminister fra Socialdemokraterne - hvis partiet vel at mærke får en "fornuftig" formand.
Mens Pia Kjærsgaard kalder statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for "uduelig", så er der anderledes positive toner omkring beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.
Hun nævnes på Christiansborg som en af favoritterne til at afløse Thorning som socialdemokratisk formand, hvis regeringen lider et nederlag ved næste folketingsvalg. I bogen betegner Pia Kjærsgaard Mette Frederiksen som yderst arbejdsom og autentisk.
Dansk Folkeparti "nye" formand, Kristian Thulesen Dahl, ser dog ikke Mette Frederiksen som et statsministeremne - selvom han ikke afviser, at Dansk Folkeparti på et tidspunkt vil pege på en rød statsminister:
- Jeg vurderer, at hun er en del af ledelsesholdet omkring Helle Thorning-Schmidt. Så der skal en ny generation af socialdemokratiske politikere til, før vi kommer til det, Pia tænker på, siger Kristian Thulesen Dahl til Ritzau.
Ligesom Pia Kjærsgaard fastslår han, at blå blok ikke til evig tid kan regne med støtte fra Dansk Folkeparti:
- Tilbage i midten af 00'erne holdt jeg en årsmødetale, hvor jeg sagde, at når der kom en ny generation af socialdemokrater frem, som indser, at de må have et mere fornuftigt forhold til Dansk Folkeparti, så kan tingene ændre sig på Christiansborg.
Så langt er tingene dog ikke kommet endnu, fastslår Kristian Thulesen Dahl:
- Jeg må så sige, at det kræver nogle nye generationer. Lige nu knytter de sig op på De Radikale i udlændingespørgsmålet, og de er meget optaget af, at vi skal være så tæt på eurolandene i EU som muligt, så der er nogle steder, der gør det umuligt i dag.
- Men jeg håber selvfølgelig, at der kommer en dag, hvor Socialdemokraterne agerer på en anden måde, siger Kristian Thulesen Dahl.
Spørgsmål: Kan vælgerne være sikre på, at I peger på Lars Løkke Rasmussen som statsminister ved næste valg?
- Valget står mellem Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, og der synes vi ikke, at det er særlig svært at vælge. Der skal vi pege på Lars Løkke Rasmussen, siger Kristian Thulesen Dahl.
Han har dog åbnet for, at Dansk Folkeparti kan samarbejde med Socialdemokraterne efter et valg, selvom partiet har hjulpet en Venstre-ledet regering til magten.
Dermed kan DF og S sammen presse en blå regering på især fordelings- og velfærdspolitikken.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker