Thulesen Dahl: EL virker desperate

Enhedslisten udstiller egen magtesløshed i forbindelse med finanslovforhandlingerne med sit dagpenge-angreb på Dansk Folkeparti.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Det sker som reaktion på, at Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl, fredag beskyldte Dansk Folkeparti for ikke at kræve en forlængelse af dagpengeperioden under finanslovforhandlingerne - et ønske, som partiet tidligere har fremført.

Men løbet på den pistol, som Christian Juhl skyder med, bøjer 180 grader og direkte tilbage mod skytten selv, understreger Kristian Thulesen Dahl.

- Så vidt jeg har forstået, er det Enhedslisten selv, der dag for dag har filet på deres krav til ændringer på dagpengeområdet, siger DF-formanden.

- Så meldingen udstiller bare deres egen magtesløshed, og det virker desperat i en situation, hvor der er en reel mulighed for, at der laves en finanslov uden om dem, siger han.

Dansk Folkeparti er selv at finde blandt fadderne til den dagpengereform, der fra nytår har den konsekvens, at flere tusinde langtidsledige risikerer at miste deres indtægtsgrundlag midt i den økonomiske krise.

Netop den dybe krise fik i august Kristian Thulesen Dahl til selv at foreslå en midlertidig forlængelse af dagpengeperioden og dermed udskyde indførelsen af den reform, partiet står bag.

Men ønsker om en forlængelse af dagpengeperioden står ved magt, selvom Dansk Folkeparti ikke har det med som krav til finansloven for næste år, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Ligesom jeg går ud fra, at Enhedslisten også har politik på hylderne, der ikke er en del af finanslovforhandlingerne, så gælder det naturligvis også for os. Vi er kommet med ni krav til forhandlingerne, men det er jo ikke hele vores politik, siger han.

/ritzau/