Thulesen Dahl: Jeg har ikke fyret Pia Kjærsgaard
Formand Kristian Thulesen Dahl tror, at der er "en større forståelse for den her ændring, end det umiddelbart syner lige nu." Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix
Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix
Partistifter Pia Kjærsgaard er ikke længere en del af DF's ledelse efter lukningen af koordinationsudvalg.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, tager det seneste døgns interne kritik roligt.
Det har skabt utilfredshed i partiets bagland, at Thulesen Dahl har lukket partiets koordinationsudvalg i weekenden. Det siger flere kilder til Avisen Danmark.
Beslutningen betyder blandt andet, at partistifter Pia Kjærsgaard ikke længere er en del af DF's ledelse. Det samme gælder for tidligere næstformand Søren Espersen og Peter Kofod, som er medlem af Europa-Parlamentet for DF.
Ekstra Bladet har beskrevet, at Pia Kjærsgaard modtog "fyringen" per sms søndag eftermiddag. Men Thulesen Dahl afviser, at der er tale om en fyring. Eller at han ikke har inddraget partistifteren i beslutningen.
- Jeg lytter altid selvfølgelig meget til det, Pia siger. Og det er også derfor, at jeg specifikt tog en snak med hende om det her i sidste uge, fordi dette ville jeg ikke gøre, uden at jeg kunne fornemme, at hun også synes, at det er en fornuftig idé. Og det synes hun, siger Thulesen Dahl.
DF's koordinationsudvalg koordinerede blandt andet den daglige politiske indsats i partiet.
Flere lokale DF'ere er stået frem i Avisen Danmark med kritik af beslutningen.
- Det, der forbløffer mig, er, at det er partistifteren - selve partiets dna - der ikke længere sidder med ved bordet, og det undrer mig sgu noget, siger Jon Krongaard, DF-viceborgmester i Haderslev, til avisen Danmark.
Formanden for Dansk Folkeparti i Varde, Frode Flyvbjerg, siger til avisen, at man "ikke vil tolerere" situationen. Han føler, at partiledelsen "gør lige, hvad der passer dem".
Thulesen Dahl mener, at kritikken skyldes "misforståelser", og at de kritiske røster i baglandet muligvis ikke forstår, hvordan koordinationsudvalget har fungeret.
Mandag ville hverken Pia Kjærsgaard eller Kofod udtale sig om emnet. Espersen mente ikke, at det ændrer noget i partiet med lukningen af koordinationsudvalget.
Kristian Thulesen Dahl tror, at der er "en større forståelse for den her ændring, end det umiddelbart syner lige nu."
Han fremhæver, at Dansk Folkeparti kun er 16 folketingsmedlemmer, "der går op og ned ad hinanden hver dag på Christiansborg", så de har ikke brug for udvalget.
Det er et tilfælde, har Thulesen Dahl sagt til TV2, at beslutningen omkring koordinationsudvalget kommer på næsten samme tid som udgivelsen af bogen "Kong Kristian - Mennesket, magten og faldet".
I bogen, der blandt andet bygger på anonyme kilder, beskrives det blandt andet, hvordan Morten Messerschmidt - i dag næstformand - angiveligt forsøgte at "kuppe" Thulesen Dahl som formand efter folketingsvalget i 2019. Det har Messerschmidt afvist.
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Gård til salg for svimlende millionbeløb