Thulesen Dahl kåret som ny DF-formand
Dansk Folkepartis nye formand hedder Kristian Thulesen Dahl. Den mangeårige gruppeformand og højre hånd for Pia Kjærsgaard blev valgt uden modkandidater.
Det skete på partiets årsmøde i Herning, hvor ikke et eneste af partiets øvrige 10.683 medlemmer så meget som havde forsøgt at samle underskrifter for at kunne stille op til posten.
Kristian Thulesen Dahl blev kåret på lige præcis så lang tid, som det tog de delegerede at rejse sig op fra deres stole i Herning Kongrescenter og klappe taktfast af den nye formand.
- Jeg er utrolig stolt over den tillid, I viser mig, sagde Kristian Thulesen Dahl, der straks gik løs på den siddende regering.
- Der er ikke råd til hjemmeservice til de ældre. Men der er råd til, at asylsøgere kan komme ud af centrene og arbejde, lød den første bredside mod regeringen fra den nye formand.
Spørgsmål: Hvad vil du sige til dem, der måtte mene, at du kun er formand af navn og ikke af gavn, fordi Pia Kjærsgaard stadig bestemmer i sidste ende?
- Der vil jeg sige "dem om det".
Spørgsmål: Kan du lægge nogle flere ord på?
- Det er forstået på den måde, at noget af det vigtigste for mig, det er at skabe tryghed hos folk for, at der grundlæggende ikke er nogen ny politisk kurs med det lederskifte, vi laver i dag, siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:
- Så gør det ikke noget for mig, hvis der er nogen, der sidder tilbage og tænker, at "nå, men Pia er der jo stadigvæk, og hun har stor indflydelse på tingenes gang, siger den nye partiformand.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned