Thulesen Dahl: Lad danskerne stemme om EU-patentdomstol

Foto: Bo Amstrup /Scanpix

DF's formand, Kristian Thulesen Dahl, opfordrer til, at en afstemning om den europæiske patent-domstol bliver afholdt samme dag, som der er valg til EU-Parlamentet - altså den 25. maj 2014.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger han i sin åbningstale på partiets landsmøde i Herning lørdag.

- Det vil være redeligt og lige til.

- Ud over at det sparer penge at holde begge dele på samme dag, så er jeg også overbevist om, at det passer danskerne fint at køre parlamentsvalget og patent-sagen samtidig, siger Kristian Thulesen Dahl.

Partiet slår dermed igen fast, at man ønsker, at danskerne får lov til at bestemme, hvorvidt Danmark skal afgive suverænitet til domstolen, der skal gøre det nemmere for små innovative virksomheder i EU at opnå patent på deres opfindelser.

Alternativet til en folkeafstemning er en femsjettedeles flertal i Folketinget. Men uden opbakning fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti, tvinges regeringen til at lade danskerne bestemme.

Kristian Thulesen Dahl påpeger i sin tale på landsmødet, at regeringen ikke ønsker, at danskerne skal stemme om at afgive suverænitet til en EU-patentdomstol, fordi de fleste partier i Folketinget ikke ønsker at overlade det til danskerne.

- For efter deres mening stemmer den danske befolkning altid forkert.

- I Dansk Folkeparti har vi derimod svært ved at se noget forkert i at lade folket afgøre det ved en folkeafstemning. Hvorfor er det så svært? spørger DF-formanden.

Foruden spørgsmålet om EU-patentdomstolen stikker Kristian Thulesen Dahl også til andre EU-emner - som for eksempel den seneste debat om EU's tobaksdirektiv, der ifølge DF-formanden er en kamp mod slik, der ligner cigaretter og piber - heriblandt den danske lakridspibe.

- Det er så tosset, at jeg mangler ord, siger Thulesen og tilføjer:

- Der er hungersnød og borgerkrig. Der er fattigdom og folkevandring. Der er grænseoverskridende kriminalitet og et simrende euro-kollaps. Og så diskuterer EU's udvalg for miljø, fødevarer og folkesundhed forbud mod slik, der ligner tobak.

Dansk Folkepartis landsmøde i Herning er partiets hidtil største med knap 900 fremmødte medlemmer.

/ritzau/