Thulesen Dahl: Trusler fra Løkke preller af
Når Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag siger, at han vil give afkald på statsministerposten, hvis han vinder næste folketingsvalg, og Dansk Folkeparti ikke vil være acceptere Venstres forslag til reformer, preller det af på DF's formand, Kristian Thulesen Dahl.
- Jeg er ret overbevist om, at hvis der efter et valg - om halvandet til to år - er et flertal, der peger på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, så tror jeg, at han vil sige ja tak til at blive statsminister.
- Jeg kan ikke rigtig forestille mig, at han så vil sige: Der er lige fire betingelser her, der skal være opfyldt, før jeg vil være statsminister, siger Thulesen Dahl til Ritzau.
Det er i et interview med Børsen, at Venstres formand melder klart ud, at han ikke ønsker at præsidere over en regering, der fører en modsatrettet politik i forhold til den, han går til valg på.
Dansk Folkeparti og Venstre er i øjeblikket uenige om, hvorvidt der skal være vækst i den offentlige sektor. Venstre argumenterer for nulvækst, mens Dansk Folkeparti vil have en vækst på 0,8.
Kristian Thulesen Dahl forstår ikke, hvorfor Venstres formand allerede er ude og stille betingelser og love "personlige konsekvenser", hvis han ikke får opbakning til den reformdagsorden, som er kernen i Venstres økonomiske politik.
- Der er lang tid til et valg, og jeg synes i det hele taget, at det er lidt underligt, at der er så mange, der er optaget af at diskutere, hvad der sker efter et valg om et par år.
- Vi aner jo ikke, om vælgerne vil have et skifte på det tidspunkt. Vil de det, og er der et flertal bag Lars Løkke Rasmussen, så er jeg ret sikker på, så tager han også imod stafetten og bliver statsminister, siger Thulesen Dahl.
Selvom Dansk Folkeparti står godt i meningsmålingerne, har Kristian Thulesen Dahl afvist, at partiet vil indgå i en eventuel blå regering efter næste folketingsvalg, fordi han vurderer, at DF vil få mere indflydelse ved at stå udenfor som støtteparti.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker