Thulesen Dahl vil stoppe social dumping i Grønland
Foto: Keld Navntoft /Scanpix
Keld Navntoft /Scanpix
Det er noget svineri, at den danske regering vil bakke op om, at tusindvis af kinesiske gæstearbejdere kan indtage Grønland og arbejde under kinesisk overenskomst.
Sådan lyder den klokkeklare melding fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, efter at Politiken tirsdag kan fortælle, at den danske regering ser det som et grønlandsk anliggende.
- Jeg synes simpelthen, det er noget svineri, regeringen er i gang med.
- Det her har ikke noget som helst at gøre med, at Grønland skal tage ansvar for sine egne forhold. Man har jo lige præcis besluttet, at udlændingepolitik stadig er et fælles anliggende i Rigsfællesskabet, siger Kristian Thulesen Dahl til Ritzau.
Den stærkt omdiskuterede såkaldte storskalalov, der giver udenlandske virksomheder adgang til Grønlands undergrund på udenlandske arbejdsvilkår, blev i fredags vedtaget i Landstinget, skriver Politiken.
For at træde i kraft skal storskalaloven, der kan betyde arbejdsuger over 60 timer uden overtidsbetaling, feriepenge og andre gængse lønmodtagerrettigheder, også igennem det danske folketing.
- Det er fuldstændig Grønlands beslutning, siger økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) til Politiken.
Kristian Thulesen Dahl påpeger dog, at grønlænderne ikke har ønsket selvbestemmelse på netop udlændingeområdet.
- Derfor har Folketinget et ansvar for, hvad der skal ske. Det ansvar må regeringen tage på sig, siger partiformanden.
Enhedslisten har ifølge Politiken allerede taget afstand fra løndumping i den grønlandske del af Rigsfællesskabet.
Derfor vil Kristian Thulesen Dahl hurtigst muligt tage kontakt til Venstre og De Konservative i et forsøg på at samle politisk flertal for at få blokeret den grønlandske storskalalov.
Fagforeningen 3F's formand, Poul Erik Skov Christensen, finder det ifølge Politiken "uacceptabelt", at regeringen blåstempler de ringe arbejdsvilkår.
- Det er ekstremt skamfuldt, at den danske regering, som vi stolede på i den slags spørgsmål, ikke står fast på et værdipolitisk grundlag om, at storkapitalen ikke kan bestemme, om folk kan ansættes under så elendige forhold, siger han til avisen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned