Lederen af plejehjemme Lotte på Frederiksberg, Thyra Frank, trækker sig ikke som leder af regeringens ældrekommission, selv om hun nu bliver spidskandidat for Liberal Alliance (LA) ved folketingsvalget.
Det siger hun på et pressemøde på Christiansborg.
- Jeg sidder sammen med syv andre, der er eller har været medlemmer af politiske partier. Dét, vi kommer med, er i og for sig upolitisk, siger hun.
Thyra Frank har i mange år været medlem af Venstre, fordi hun er født og opvokset i et Venstrehjem i Nordjylland, hvor hun nu bliver Liberal Alliances spidskandidat.
Men nu melder hun sig ud af Venstre. Det fortalte hun statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på vej hen til pressemødet.
- Jeg har været medlem af Venstre i masser af år. Jeg har talt med statsministeren på vej hertil og fortalt, at jeg melder mig ud af Venstre. Det, syntes han, måske var en god idé, siger Thyra Frank.
Thyra Frank har arbejdet 36 år på plejehjem og i 23 år ledet det private plejehjem Lotte. Hun har også udgivet bogen "Livsglæde og stjernestunder".
Thyra Frank støtter LAs forslag om at slanke det offentlige med 40.000 personer.
- Det vil ikke ramme ældre i ældreplejen, fordi der skal fyres i administrationen, hvor "jurister og økonomer formerer sig ved knopskydning", siger Thyra Frank.
Hun vil også af med efterlønnen, men vil sikre nedslidte personer en førtidspension.
Thyra Frank ser gerne Lotte-modellen, som giver større frihed for plejehjemmets beboere, udbredt til folkeskolen, hvor nogle lærere kun underviser godt en tredjedel af arbejdstiden, siger hun.
Thyra Frank fortsætter som leder af Lotte, men vil efter folketingsvalget vurderer, om hun kan fortsætte som chef, hvis hun vælges til Folketinget, forklarer hun.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned