Tidlig åbning giver høj stemmeprocent fra morgenstunden
Valgstederne - som her i Aalborghallen - åbnede klokken 8 og lukker klokken 20. Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix
René Schütze/Ritzau Scanpix
Næsten hver femte vælger har sat deres kryds til folketingsvalget klokken 10, viser Ritzaus stikprøver.
Næsten hver femte vælger har allerede stemt med blot to timer af valgdagen overstået.
Det viser Ritzaus stikprøver fra kommuner og valgsteder, der i alt repræsenterer 262.358 stemmeberettigede vælgere.
I stikprøven klokken 10 har 19,8 procent af vælgerne afgivet deres stemme.
Det tal indeholder både brevstemmer afgivet før valget samt de kryds, der er blevet sat, siden valgstederne åbnede klokken 8.
Den foreløbige valgdeltagelse er langt højere end ved sidste folketingsvalg i 2015, hvor blot 14,8 procent havde stemt klokken 10.
Men det er der en naturlig årsag til. I 2015 åbnede valgstederne først klokken 9. Siden er valgdagen blevet udvidet med en ekstra morgentime.
Derimod er der ikke tegn på, at der i år har været flere brevstemmer end ved seneste folketingsvalg.
- Rigtig mange har været oppe at stemme tidligt, selv om det er en fridag for mange, så man kunne tro, at nogle valgte at sove længe, siger Kasper Møller Hansen, der er professor på Københavns Universitet.
Det kan love godt for den samlede stemmedeltagelse, vurderer valgforskeren.
- Det tegner til at blive et valg, danskerne tager til sig igen, siger Kasper Møller Hansen med henvisning til stemmerekorden ved sidste søndags valg til Europa-Parlamentet.
I alt er der omkring 4,2 millioner stemmeberettigede vælgere til folketingsvalget 2019.
De har indtil klokken 20 til at komme hen til deres valgsted. Stemmeboksene lukker derefter, når der ikke er flere i kø, der ønsker at stemme.
De sidste mange år har valgdeltagelsen ved folketingsvalg svinget mellem 84 og 88 procent.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker