Tidlig studiestart: Regeringen vil fjerne karakterbonus

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) vil fjerne karakterbonussen på 1,08 for tidlig studiestart i forbindelse med reformen af SU'en.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er for uoverskueligt, lyder argumentet fra Morten Østergaard.

Samtidig understreger han, at der er to bonusser, der ofte bliver forvekslet.

- Den regel, der handler om, man ganger sit snit, hvis man har tre højniveaufag, har ikke noget med sagen at gøre. Den regel er fortsat uændret, forklarer han og tilføjer:

- Det her handler alene om den kvotient, man kunne gange sit snit med, hvis man startede tidligt på studiet. Og der vurderer vi altså, at det aldrig har været forbundet med noget økonomi.

Han mener således ikke, at der er nogen konsekvens ved at sløjfe denne bonus.

- Det er meget få, der er kommet ind på den bekostning, så vi vurderer, at det er konsekvensfrit at fjerne den, og så synes vi, at den er med til at gøre systemet uigennemskueligt.

- Det handler udelukkende om fremdrift i studierne. Det afgørende er, at man bliver tidligere færdig, siger Østergaard.

Kvotienten på 1,08 blev indført i 2006 og kan benyttes af studerende, der begynder på en videregående uddannelse senest to år efter, at de har taget deres studentereksamen.

Den tidligere VK-regering så en positiv effekt af reglen og foreslog derfor i 2010 at stramme den, så det kun var dem, der tog et sabbatår inden universitetet, der kunne benytte sig af den.

Ifølge DR Nyheder synes de tidligere regeringspartier, Venstre og De Konservative, derfor ikke, at det er en god idé helt at afskaffe 1,08-reglen.

- Ministeren har fjernet guleroden og fundet pisken frem. 1,08-reglen er en gulerod for at starte tidligt, og vi synes, det er et fornuftigt værktøj, siger Mads Rørvig, SU-ordfører for Venstre, til DR Nyheder.

Rørvig tilføjer, at partiet derfor må se på reglen i forhandlingerne med regeringen.

/ritzau/