WikiLeaks har offentliggjort et stort antal hemmeligstemplede dokumenter. De handler blandt andet om, at Saudi-Arabien har bedt USA gøre noget ved Irans atomprogram - og at Sydkorea og USA har udvekslet papirer om et forenet Korea.
Men selvom det er diplomaters hemmelige udveksling af informationer, der nu er kommet frem i offentligheden, tror tidligere ambassadør i Algeriet og Tunesien Herluf Hansen ikke, at det vil påvirke diplomaternes fremtidige arbejde.
- Det er meget vigtigt for de ansvarlige politikere, at de kan få åbenhjertige beretninger fra ambassadørerne. Men livet går videre, og jeg tror, at de vil fortsætte med at kommunikere som hidtil, siger han.
Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft er af en noget anden overbevisning.
- Det er da problematisk, at det er blevet offentliggjort. Det vil føre til, at diplomater vil søge andre kanaler til at kommunikere, men også være mere forsigtige, når de skriver noget ned, siger han.
Diplomaterne beskriver ifølge de lækkede dokumenter også statslederne i lidt farverige vendinger.
Den italienske premierminister Silvio Berlusconi bliver kaldt uduelig og festglad. Den tyske kansler Angela Merkel kaldes meget lidt kreativ. Og den franske præsident Nicolas Sarkozy beskrives som kejseren uden klæder.
Men selvom det er normalt, at diplomater er meget åbenhjertige og kreative i deres beretninger, har Herluf Hansen ikke kendskab til danske eksempler af lige så opfindsom art.
- Det er ikke almindeligt sprogbrug. Man kan selvfølgelig godt kritisere myndighederne som diplomat, men det med at give folk øgenavne bliver ikke brugt så meget. Men der bliver da sagt ting, der bestemt ikke er beregnet til offentliggørelse, siger han.
Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har reageret ved at fordømme WikiLeaks' offentliggørelse af dokumenterne.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde