Tidligere TV 2-profil stopper som særlig rådgiver for minister
Igennem flere år var Anders Langballe politisk redaktør på TV 2 - sidenhen blev han særlig rådgiver. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Anders Langballe har sagt op hos uddannelsesminister Christina Egelund for at få mere tid til familie.
Den tidligere fremtrædende politiske redaktør Anders Langballe er stoppet som særlig rådgiver for uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).
Det skriver Anders Langballe i et opslag på LinkedIn.
- Jeg har brug for at være mere hjemme og fokusere på det, der er større og vigtigere end et væsentligt og hamrende interessant job, skriver han.
- Brug for at være far med mere tid, end den man har som særlig rådgiver.
Anders Langballe stoppede mandag og nåede et år og nogle måneder i jobbet, efter han blev ansat i januar 2023.
I opslaget sender Anders Langballe en tak til Christina Egelund for, at "hun troede på, at jeg kunne vende tilbage til politik i den nye rolle".
Han var politisk redaktør på TV 2, indtil han i november 2018 fik blodpropper i hjernen og blev sygemeldt.
Efterfølgende har han blandt andet arbejdet som kommunikationschef i Danske Handicaporganisationer og Dansk Ejendomsmæglerforening. I 2022 var han vært på radioprogrammet "Valg i Danmark" på den nu lukkede radiostation 24syv.
Anders Langballe lagde sit arbejdsliv om efter sin sygemelding i efteråret 2018 som følge af det arbejdspres, han mærkede som politisk redaktør på TV 2. Det skrev han blandt andet om i bogen "Forfra". Den udkom i foråret 2021.
Efter intens genoptræning, hvor han måtte lære at tale og skrive igen, kunne Anders Langballe vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Han har tidligere udtalt heftig kritik af kulturen på TV 2, mens han var ansat. Her oplevede Anders Langballe eksempelvis tilfælde af fysisk vold på TV 2, har han udtalt.
Også indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) mister en særlig rådgiver.
Magnus Ulveman skriver på LinkedIn, at han stopper. Beslutningen er "truffet i fællesskab", og det handler ligeledes om at få familie- og arbejdsliv til at "hænge sammen".
Han nåede at være hos Sophie Løhde i fire måneder. Tidligere har Magnus Ulveman også været særlig rådgiver for Jakob Ellemann-Jensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde