Tilbage til bordet

Er strejken blandt medlemmerne af FOA ved at være slut? Noget kunne tyde på, at både FOA og kommunerne er ved at være møre og klar til at tage en ny omgang forhandlinger.

De ultimative krav er tilsyneladende ved at være så opblødte, at der igen er basis for at tale sammen. Topforhandlerne mødes i dag for at genoptage forhandlingerne og måske er der et forlig i sigte. I al fald har formanden for FOA, Dennis Kristensen, så sent som i går til 1. maj arrangementerne klart signaleret, at det hidtidige ultimative krav om 15 procent mere i løn måske ikke er så ultimativt endda.

Dermed har han lagt presset over på kommunernes forhandler Mads Lebech. For når den ene part er parat til at give sig i en forhandling, så må den anden part også være det. Det bliver spændende at se, om det reelt bare var et taktisk skridt fra FOAs side for at udstille kommunernes uvilje til at forhandle eller om de gerne ville lave en ny lønaftale.

Strejken har snart varet tre uger, og vi trænger alle til, at der bliver sat en stopper for de unormale tilstande. Især på ældreområdet, hvor rigtig mange ældre lider i stilhed.

Folketidende kunne tirsdag berette om 95-årige Ulla August Pedersen, der må finde sig i at sidde i en stol hele dagen uden mulighed for at få de nødvendige hvil i sin seng. Uanset at både FOA og kommunen siger, at plejen af Ulla August Pedersen er forsvarlig i det aftalte nødberedskab, så kan vi ikke være det bekendt. Derfor skal de nye forhandlinger bære frugt, og begge parter må gøre sig ekstraordinært umage med at finde en acceptabel løsning.

Budskabet fra de strejkende er hørt, og nu er det nødvendigt, at alle vender tilbage til arbejdspladserne. Sygeplejerskerne derimod er ikke på vej tilbage til forhandlingsbordet. Tværtimod. De kæmper fortsat, og står ultimativt fast på 15 procents lønforhøjelsen, og på de anden side står Danske Regioner og her er det ingen tegn på, at der er noget nyt at forhandle om.

Godt nok kæmper både sygeplejersker og Danske Regioner for at "redde" sundhedsvæsenet i fremtiden, men jo længere konflikten varer, jo mere ud i moradset kommer sygehusene og patienterne. Hundredtusindvis af operationer og undersøgelser er blevet aflyst, og alle kommer til at vente endnu længere. Derfor ville det også klæde de to parter her, at de igen fandt sammen og begyndte at forhandle igen.




Jo længere konflikten varer, jo mere ud i moradset kommer sygehusene og patienterne.

Offentliggjort Sidst opdateret