Tilspidset situation sender EU-formand på diplomatisk mission i Norden

I Nuuk skal grønlændere kunne komme i direkte kontakt med EU på et nyt kontor. (Arkivfoto). Foto: Hannibal Hanschke/Reuters

Situationen i Arktis spidser til, når det kommer til storpolitik, krig og råstoffer. Derfor åbner EU nyt kontor i Nuuk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Verdens stormagter sværmer om Nordatlanten, hvor tidens geopolitiske spændinger om krig, magt og råstoffer spreder sig i området.

Derfor skal Europas interesser i Nordatlanten, Grønland og Arktis nu sikres med et nyt "brohoved" fra EU, der markeres med en diplomatisk tur til Færøerne og Grønland.

Formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen åbner fredag et nyt EU-kontor i Nuuk, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) også deltager.

Det skal vise, at Europa i højere grad vil se mod nordvest, siger Per Haugaard, Danmarks repræsentationschef ved EU-Kommissionen.

- Vi signalerer, at vi lægger stor vægt på det arktiske, og at det her kontor skal være et brohoved mellem EU, Grønland og videre til Arktis.

Selve kontoret i Nuuk vil være bemandet af tre til fire medarbejdere, som refererer til EU-Kommissionen. Lederen af kontoret mangler stadig at blive fundet.

Inden ankomsten i Nuuk vil Ursula von der Leyen besøge Færøerne. Det er første gang, et en formand for EU-Kommissionen sætter sine ben på øerne i officielt øjemed.

Her skal der underskrives en bred samarbejdsaftale med den færøske lagmand, Aksel V. Johannesen, om grøn omstilling, forskning, uddannelse og handel.

Netop handelspolitik har været et spændingsfelt på Færøerne, som har fortsat fiskehandel med Rusland efter krigen i Ukraine.

Færøerne har holdt sig på linje med EU’s officielle sanktionsområder, men fiskeriet falder ikke under den kategori.

- Det er klart, at Færøerne har en række økonomiske interesser udenfor sanktionsområdet, og det er noget af det, vi skal diskutere, siger Per Haugaard.

Besøget skal søge at knytte Færøerne til kontinentet.

- Nu kommer vi og tilbyder at åbne for et bredere samarbejde og signalere, at Færøerne tilhører den europæiske familie, så vidt angår værdier og demokrati, siger Per Haugaard.

Det skal også ske ved at skabe mere samhandel og mellemfolkelig udveksling, tilføjer han.

- Så vi arbejder på en win-win-løsning. For det er klart, at den geopolitiske sammenhæng og Færøernes plads i det Nordatlantiske er noget, der har strategisk betydning for EU.

Tidens store konflikter afspejles i det nordlige, blandt andet i form af at Rusland og Kina forsøger at krabbe sig ind på både territorier og ressourcer i Arktis.

Positionering med patruljer og mulige baser er blevet afgørende styrkeparametre for stormagterne, ligesom områdets mineraler og råstoffer kan blive væsentlig valuta i den grønne omstilling.

Her vil hver region stå stærkest muligt selv for at mindske afhængighed af hinanden.

- Situationen spidser til på mange fronter, siger Per Haugaard.

Efter krigen i Ukraine er der et forstørret behov for, at Vesten står sammen som strategiske partnere og signalerer, at man er allierede med samme værdier, uddyber han.

Ligeledes har begrebet strategisk autonomi vundet indpas, efter at Europa oplevede de ubehagelige konsekvenser ved at være afhængig af russisk gas.

Det har fået den betydning, at Vesten vil have egne forsyningskæder med egne råstoffer.

- Det er vigtigt, at Europa får adgang til de rigtige råmaterialer fra de rigtige steder, og der kan Grønland spille ind med en stigende rolle, siger Per Haugaard.

Grønland er selv meget interesseret i at udvide minedriften i landet. Det kan føre arbejdspladser og vækst med sig.

Men Grønland insisterer på ambitiøse krav til miljøstandarder og arbejdsforhold, siger minister for råstoffer i den grønlandske regering Naalakkersuisut Naaja Nathanielsen.

Blandt andet derfor er landet ikke det billigste sted at drive minedrift, og forretningskæden har brug for velvillige investorer udefra.

- Vi er meget åbne for forretning og vil foretrække at gøre det med ligesindede partnere, siger hun på et webinar om EU-kontorets lancering tirsdag.

Det er derfor, Grønland styrker båndet med EU og USA, påpeger hun.

Men Grønland vil også have spredt den grønlandske økonomi, og hvis en virksomhed lever op til reglerne, må den godt være fra Kina, som reglerne er nu, siger Naaja Nathanielsen.

/ritzau/

EU's nye mål for det arktiske engagement

EU vil styrke sit engagement i Arktis.

Det skal ske ud fra en række nye mål, som citeres her:

* EU vil bidrage til en fredelig og konstruktiv dialog og internationalt samarbejde for at bevare et sikkert og stabilt Arktis.

* EU vil bekæmpe de miljømæssige, sociale, økonomiske og politiske virkninger af klimaændringer og miljøforringelse

* EU vil støtte en omfattende, inklusiv og bæredygtig udvikling af de arktiske regioner til gavn for både nuværende indbyggere og fremtidige generationer.

Kilde: Danmarks repræsentation ved EU-Kommissionen.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu