To kontorchefer slipper for disciplinærsager i Støjberg-sag
Kontorchef i Udlændingestyrelsen Ditte Kruse Dankert slipper for en disciplinærsag, oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet til Politiken. Det samme gør tidligere kontorchef og nuværende juridisk rådgiver i ministeriet Jesper Gori. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Flere år efter Støjberg-sag har ministerium nu droppet at rejse sager mod Jesper Gori og Ditte Kruse Dankert.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har besluttet ikke at rejse disciplinære sager mod embedsmændene Jesper Gori og Ditte Kruse Dankert i Støjberg-sag.
Det oplyser ministeriet i et skriftligt svar til Politiken.
- Ministeriet kan oplyse, at det er besluttet ikke at indlede disciplinære forløb over for ansatte inden for Udlændinge- og Integrationsministeriets område som opfølgning på Instrukskommissionens beretning, lyder det.
Jesper Gori var kontorchef i ministeriet. I dag arbejder han som juridisk rådgiver samme sted.
Hans advokat, Eddie Rosenberg Khawaya, siger til Politiken, at Gori er "enig" i ministeriets samlede vurdering.
Ditte Kruse Dankert arbejder fortsat som kontorchef i Udlændingestyrelsen. Hende har Politiken ikke kunne få en kommentar fra.
Instrukskommissionen mente i sin beretning, at Jesper Gori kunne drages til ansvar.
Sammen med sin chef Lykke Sørensen havde han ifølge kommissionen medvirket til at give "urigtige oplysninger" til Folketinget og Ombudsmanden om sagen.
Han advarede dog Støjberg flere gange, men kommissionen mente, at Gori kunne have taget "yderligere skridt".
For kritikken af Ditte Kruse Dankert er det centralt, at han ikke sagde klart nok fra over for sine overordnede i Udlændingestyrelsen.
Hun gjorde dog "bestræbelser på at bringe den ulovlige tilstand til ophør", men kommissionen mente alligevel, at hun kunne drages til ansvar.
I sidste uge fik de to embedsmænds tidligere overordnede Lykke Sørensen og Lene Vejrum skriftlige advarsler. Det er den mildeste af de disciplinære straffe, som en tjenestemand kan få for at have begået en tjenesteforseelse.
Men det slipper Jesper Gori og Ditte Kruse Dankert altså for.
De indgik begge i rækken af i alt fem embedsmænd, som Instrukskommissionen kritiserede for deres ageren i sagen.
Den sidste embedsmand var afdelingschef i ministeriet Line Skytte Mørk. Hun opsagde sin stilling kort efter dommen i rigsretssagen. Hun fik nyt arbejde uden for staten og undgik dermed en mulig disciplinærsag.
Hele sagen begyndte i 2016. Her gav Støjberg en instruks om, at et asylpar, hvor den ene part var mindreårig, skulle adskilles - også selv om der ikke havde fundet en konkret og individuel vurdering sted.
I 2021 blev Støjberg idømt 60 dages ubetinget fængsel i den anden rigsretssag på hundrede år.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde