SF's landsledelse har i dag valgt to nye næstformænd. Det drejer sig om det tidligere folketingsmedlem Meta Fuglsang og formand for 3F på Sydfyn Tonni Hansen. Det skriver SF i en pressemeddelelse.
De overtager posten, efter at den 26-årige Thor Møger Pedersen fratrådte som næstformand, da han blev udnævnt som skatteminister efter valget 2011.
Hans fratrædelse kom efter længere tids intern kritik fra baglandet.
En række partifæller havde blandt andet sået tvivl om, hvorvidt den unge SF-komet kunne klare den organisatorisk tunge post sideløbende med sin ministerpost og sine poster i regeringens koordinationsudvalg og økonomiudvalg.
Thor Møger Pedersen afviste dog, at kritikken pressede ham til at trække sig.
Næstformandsposten i SF fungerer som bindeled mellem SF-ministre, folketingsgruppe, landsledelse og partiforeninger. SF-formand Villy Søvndal er glad for nyansættelsen:
- Meta og Tonni har begge været en del af SF's vigtige forandringsproces fra protest- til indflydelsesparti, og jeg er overbevist om, at de vil blive et stærkt makkerpar, der i det daglige kan binde hele organisationen sammen, lyder det.
De to nyudnævnte næstformænd glæder sig også til samarbejdet.
- Vi ser frem til arbejdet, og vi vil gøre vores bedste for at sikre, at SF står stærkt i vores nye rolle som regeringsparti. Vi har forskellig baggrund og erfaringer, men ser det som en stor styrke i vores fremtidige samarbejde, siger de i pressemeddelelsen.
Næstformandsposten hos SF er af organisatorisk karakter, og de to nye næstformænd får primært til opgave at være bindeleddet mellem partiforeninger, landsledelse, folketingsgruppen og ministerier.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned